Salmer

højsang

hvad skal jeg sige?
jeg er udenfor scope, jeg er løbet tør for ord
mit emne og anliggende er udenfor ordenes rækkevidde
det er her jeg er nødt til at gribe min harpe og bryde ud i sang
for ikke at ende i pinlig mangel på ord
hvilket på den anden side afføder pinlig over-load
af andre emotionelle udladninger
i et delikat felt imellem at kamme over og være underspillet

hvad skal jeg sige?
hvis jeg ikke siger det, er det usagt
hvordan kan jeg kende kærlighedens sande virkningskraft
dens mulighed for gennemgribende forandring
hvordan skal jeg kende væren fra lykke og kærlighed,
hvordan skal jeg forstå, at disse er tre væsener er enige
forsænket i det indre nogen-ting såvel som det store al-ting
hvis ikke jeg erklærer det og siger det højt?

hvad skal jeg sige?
Den Ene ønsker at kende sig selv
er jeg ikke en del af dette kendskab?
ønsker ikke også jeg at kende mig selv?
er denne kærlighedsakt ikke det universelle kendskab
til ophavet, kilden, oprindelsen til Alt, der er værd at kende
og er jeg ikke værd at kende
i en verden, hvor alt er udtværet til ukendelighed?

hvad skal jeg sige?
jeg har kendt dig, du har kendt mig
vi har kendt det, der gav sig tilkende
vi har begge deltaget i det store kend-dig-selv
og var det ikke det, der stod ved indgangen
til oraklets køkken, hvor hun bagte sine småkager?
og var det ikke det, der var hele alkymien
i det himmelske bryllup for de evige elskende?

hvad skal jeg sige?
det har åbenbaret sig som et mysterium
det ønsker at blive kendt og undersøgt
som kun et mysterium har krav på
kun selve kærligheden har evnen
til at gennemtrænge et sådant krævende mysterium
for størst af alt er den blandt de tre
altgennemtrængende i sit overbærende tålmod

tag din sjæl

og flyv den op ad Nilen til dens udspring
se undervejs bort fra fejlagtigt placerede dæmninger
og andre hæmninger og bekymringer
lad ikke småligheder og officielle fortrædeligheder
komme i vejen for hverken fugleflugtslinje eller udflugtsveje
lad intet krudtslam fra imperiale interventioner intervenere

tag din sjæl
og sejl den ned ad Ob-Irtysh – der er opad på kortet javel,
men floder flyder altså nedad og landskabet er ikke det samme som kortet
– lad den brede sig over taiga og tundra
og indsuge pollen fra cedertræer
til du som Odysseus en dag mellemlander i Hvidehavet
og går i hi i fire måneder med en bjørn

tag din sjæl
op ad Volga, hvor pramdragere førhen sang deres sange
for hvad skulle de ellers muntre sig med i tovtrækkeriet?
til udspringet i landsbyen Volgoverkhov’e,
hvor du sætter dig ned med en babushka
og over en kop te fra samovaren får bekræftet,
at dette sandelig er stedet, hvor den store flod springer ud

tag din sjæl
og flyv den ned ad Donau
sejl den, svøm den eller lad den bare blive til dens vand,
der gennemstrømmer kulturens knudepunkter
hvilket selffølgelig er noget vrøvl, for det forholder sig omvendt,
da kulturens knudepunkter er bygget langs den store blodåre,
der ender i deltaet med kæmpekarper, pelikaner, isfugle og en milliard frøer

tag din sjæl
når den er klar til de ultimative vandmasser,
der flyder ned fra den store væg i Andes,
gennemstrømmer de umådelige skove med overgroede byer
fra en glemt og udryddet civilisation voldtaget af conquistadorer
for at ende i Atlanten i et bad af ferskvand,
hvor man kan drikke af havet mod øst i hundrede kilometer

tag din sjæl
op og ned ad Mississippi, Rio Grande, Yukon
mød den hvide mands endeligt på Congofloden, Mekong, Yangtze
nedsænk dit svedige legeme i Ganges, indånd bjergluften langs Indus
mærk den trykkende stemning ved Don og Jordanfloden
eller nedskalér med en doven sejltur på Odense Å
en kølig Albani-pilsner og en sammenklappet leverpostejmad med rødbede

vær stille

mit sind er som Nørreport Station
der er konstant ankomster og afgange
der stiges ind, der stiges ud
der er knævren, mumlen og blinkende signaler
der er skrattende højttalere og beskeder om,
at næste afgang er forsinket i 14 minutter

der er ure overalt i Kronos’ kongedømme
der ventes med utålmodighed
banegårdens støj absorberes som en indre støj
alt ved dette sted er i transit, intet er i hvile
ingen hører hjemme her, alle er fremmede
du ser ingen i øjnene, du taler ikke med fremmede

tanker ankommer og afgår
der stiger følelser ud og ind af huller i togstammerne
en radiostation transmitterer stemmer, lyde og hvid støj
ingen siger, hvor de kommer fra, ingen spørger, hvor du skal hen
der er en køreplan for alle impulser, men ingen kender den
vi håber, du har haft en god rejse, husk din bagage

der kan påregnes yderligere forsinkelse
på grund af nedfaldne køreledninger, overisning i sommerheden
og fjernelse af personlige kropsdele fra sporet og omegn,
der arbejdes ifølge rygter på sagen
men hvorfor ikke tage sagen i egen hånd med samt din sparsomme håndbagage
og gå op ad trappen forenden af perronen og blot forsvinde?

forsvind ind i mylderet af stadig sammenhængende kropsdele
der i det mindste virker eller i hvert fald lader som om,
de er i besiddelse af et stykke grundlæggende fri vilje og ikke nødvendigvis
er underlagt en køreplan med forsinkelser – det kan være en illusion
flyt dig skallede hundrede meter til Botanisk Have
mærk forvandlingen i det øjeblik du går gennem den sortmalede jernport

her finder du bænken, der ikke tilhører et venteværelse
ring til chefen og sig, at du er blevet slemt syg og ønsk dig selv god bedring
sluk for mobilterroristen og husk at medbringe en kop friskbrygget kaffe
intet er i transit her, alt er ankommet
det er på tide at få en stille snak med Gud
her i løvhængets kirke, hvis vægge er tuja, rododendron og hængepil

lad dit sind være som haven,
hvor mangfoldighed ikke træder sig selv over tæerne
men rejser sig for ældre barkede damer såvel som for botaniske grønskollinger
og giver plads til den indre stemme, den langsomme Q&A
her under det gamle cedertræ ved søen med åkander og guldkarper
hvor svaret er forsinket lige så længe, der er brug for at forstå det

denne ild

jeg har tændt denne ild
som en påmindelse om
at også jeg indeholder et lys
der er uudslukkeligt
at der også i mig findes ukrænkelighed
hvor intet ondt har adgang

lyset kan mures inde
det kan overskygges med mørke
det kan belægges med simulationer og matricer
det kan forstyrres og forvirres
det kan omringes, belejres og belures
men det kan aldrig ødelægges

om så hele Omniverset udså dette lys
til at være hovedmålet for angreb,
korruption og pervertering,
om hære af dæmoner og sorte engle
i samlet flok udspyede deres eder og forbandelser
så brænder flammen i uforstyrret ro

lyset fra sjælens flamme kan sættes under en skæppe
vi kan overtales og forføres til at benægte dens eksistens
i vores mørkerædsel blev vi lysrædde
i vores forvirring blev vi forledt til fornægtelse
men en skønne dag brænder den igennem
en revne i murværket lod den trænge ud

jeg har tændt denne ild
i en sikker forvisning om
at jeg er et lysvæsen
der er havnet dette sted
på foranledning af Kilden til Skabelse,
og at jeg er her med dens beskyttelse

i denne prøvelsernes tid
hvor dæmonerne er sluppet løs for fuld skrue
hvor Dyret er gerådet i rasende dødskrampe
hvor det mangehovedede reptil udfråder sin edder
så hiver jeg stikket og lader hånt
og sætter mig ned i oplyst samtale med – DIG

krigen om Gud

hvad var det, vi sagde som børn,
hvis vi var kommet i klemme
overfor en eller anden møgunge i nabolaget?
min far er stærkere end din!
eventuelt suppleret med:
hvis ikke … så henter jeg min storebror!
hvilket muligvis var i erkendelse af,
at far nok ikke havde tænkt sig
at ankomme og slå løs på møgungens far
eller møgungen selv for den sags skyld

jeg kan ikke lade være med at tænke på,
om ikke denne barnagtige og jævnthen afmægtige
påkalden sig Almægtighed i én form,
mens der hånes løs mod andre udgaver af mægtighed,
mens der spyes omkring med vantro, hedning, kætter, ugudelige undermåler
ikke er en form for regression til det, vi råbte i skolegården,
hjemme på gaden, i baggården, på legepladsen?

når der forekommer et statskup i Pantheon
efter en imperial overkørsel af fremmed territorium
når gudebilleder bliver smadret og erstattet af nye,
der eventuelt med tiden også bliver smadret,
når den ene sekt og kult råber ukvemsord efter den anden
og tredje og fjerde og alle andre end den selv,
er det så ikke en menneskehed,
der ikke er kommet ud af skolegården,
og for hvem det ikke er lykkedes at få sig et liv,
og som ikke er kommet overens med sig selv?

er min gud har en større tissemand end din
ikke en komplet misforståelse af begrebet?
er det ikke netop det, der kendetegner Gud,
der skabte mennesket i sit billede,
og ikke mennesket, der skabte Gud i sit billede?
JEG ER, SOM DU ØNSKER AT MØDE MIG
hvilket så vidt jeg kan se burde efterlade en vis margin

er den gud, der hævdes selv at ønske at være større end andre guder
overhovedet Gud, den almægtige og ikke en ussel tronraner
en demiurg, en kunstig intelligens på et højere plan
et indskudt lag, der har hyret et præsteskab som pimps
som mellemhandlere, pushere og åndelige grossister
som en hær af bedemænd og befamlere?
er Gud ikke blot reduceret til en proxykriger
projiceret på storskærm til offentlig beskuelse?
er Gud herefter ikke blot et stykke falsk logik,
der falder i kategorien: appel til autoritet?

påkaldelse

jeg beder med taknemmelighed over
at min anråbelse allerede er fuldbyrdet
at denne manifestation allerede har fundet sted,
for hvorfor skulle den ikke?

det kan være, at der er en vis ekspeditionstid
eller leveringstid eller forsinkelse
på grund af de store afstande
eller visse teknikaliteter i transit

det betyder intet i den store sammenhæng
min trang til omgående behovstilfredsstillelse
er til ingen nytte i den sammenhæng
det er på tide at blive voksen

pas på hvad du beder om,
det kan være, dit ønske går i opfyldelse – siges der
kun ønsker i overensstemmelse med naturens sande lov
synes kvalificeret til efterkommelse

tro ikke at Universet har døve øren
tro ikke at der er begrænset telefontid
der er intet login og password
der er ingen: Du er nu nummer femten i køen

javist, det kan være en fordel at slukke for fjernsynet
eller baggrundsstøjen eller motoren, der kører i baggrunden
javist, det kan være befordrende at være stille
og sætte den digitale terrorist udenfor døren

det findes ingen opskrift eller formel
påtaget ydmyghed og duknakket offerrolle er blot til hinder
tudefjæs, pivetryne og masochistisk selviscenesættelse virker ikke,
for Universet forstår ikke negationer

jeg er et menneske, jeg beder som et menneske
min bøn er for menneskene
og for mit bidrag som menneske
til at opfylde min bestemmelse i den tid, jeg har på dette sted

jeg beder om styrke og klarhed
til at fuldføre min bestemmelse
og følge den kontrakt, der bragte mig her
i fuld overensstemmelse – lad det ske

viden er godt, giv mig visdom oven i hatten
giv mig mod til ikke at frygte
tale er godt, giv mig mod til at handle
giv mig evnen til livet i en tid med død

arrede sjæle

vi er kommet så langt
vi har hele bagagen med
der er lidt af hvert for at sige det mildt
vi er alle mærkede og arrede

vi er kommet dertil
hvor vi har brug for at slippe store dele af lasten
den føles tyngende
den vil ikke holde hen over målstregen

vi er kommet til det punkt
hvor de arrede sjæle skal forløses
hvor en helende samling af det sønderlemmede
omsider må finde sted

vi er ikke kommet i land endnu
vi aner måske konturerne af kysten
som forliste søfarende på et spøgelsesskib
omsider ude af æonernes malstrøm?

vi er kommet undervejrs med
at den imperiale sørejse har tabt pusten
vi overvejer allerede i et øjeblik af mytteri og fornyet håb
hvordan det vil føles at have fast grund under fødderne

det er svært nok at tilgive
det sværeste af alt er at tilgive sig selv
hvorfor indvilligede vi overhovedet i
at lade os hyre på dette skrummel af en skude?

blev vi shanghai’et, gik vi planken ud, blev vi kølhalet?
drev vi rundt uden ror og bestik
med en kaptajn, der var stangstiv af rom
og en styrmand, der havde klap for begge øjne?

arrene på arme og ben er blot i afdelingen for underholdning
det var en haj sønneke, på de syv verdenshave du ved
det er arrene på sjælen, der er de svære
et træben og et manglende øre er for intet at regne

et helt århundrede, en serieforbinding af århundreder
med meningsløse myrderier, plyndringer og rædsler
med hunger, armod, sygdom og underkuede sjæle
de stjal vores fremtid, dengang

vi er kommet til vejs ende, hvor en ny vej starter
hvor fremtid rent faktisk kunne være en mulighed
for fanger af fortiden og flygtninge fra fængslet
hvor sjælens helbredelse ikke er en dødssejler

pilgrim

jeg glemte undervejs, hvad jeg skulle her
jeg vidste blot, at jeg satte ud fra vante omgivelser
der var en impuls, en længsel efter noget
det stod ikke klart, hvad kaldet gik ud på, eller hvem der kaldte

der ankom en budbringer en dag
han sagde: jeg bringer dig nyheder
du skal forlade dine omgivelser og drage ud
jeg sender dig bort til ukendt land

kun en tåbe vil gøre den slags
jeg valgte tåbens velsignelse og forbandelse
jeg godtog idiotens vej gennem fremmed land
iført forkert tøj i dårligt vejr

jeg mødte en gammel mand
han gennemskuede mit håbløse foretagende
han så, at jeg var aldeles uforberedt
og udstyrede mig med forhåbning og landkort

jeg mødte en hjælper, en medsammensvoren
hvor kom han fra, var han også udsendt?
findes der et forsyn, er der en vej gennem Intetheden,
og er der en mulighedernes vej, der er forudset?

jeg mødte portvagten, der satte mig stolen for døren
og sagde_: hertil og ikke længere, før du kan svare på mit spørgsmål
jeg giver dig en gåde, løsningen er ligetil – hvis du kender den
og hvis ikke, kan du rende mig i røven for stedse

jeg ankom til det fremmede land med et sparsomt kort
jeg måtte spørge mig frem undervejs
det viste sig, at beboerne af det fremmede land
ikke selv kendte deres land til fulde

jeg mødte modstanderen, der kendte sit land
han så min færd og bød mig ikke velkommen
men bød mig besvær og bekymringer
for dette land er ikke stort nok til os begge

jeg så, at der ingen anden vej var tilbage end frem
jeg så, at min modstander ikke var min fjende men min udfordrer
det var her, jeg forstod, hvad jeg skulle her
det var her, jeg gennemskuede kaldet og dets impuls

min pilgrimsfærd er at efterlade det forgangne
at slippe det forløbne, at smile ad det forbandede
at hjembringe det velsignede som en belønning
og at lade det være alles eje for eftertiden

skabelsen

i begyndelsen var potentialet
alt, der siden blev til, var et potentiale
alt, der siden blev til, har stadig dette potentiale,
for begyndelsen er ikke en hændelse i tid,
Kronos havde ikke gjort sin entré, så tiden fandtes ikke,
og da den indfandt sig, var det som indskud
mellem eksistensens ni grader af tæthed

i begyndelsen var Lyset, af Lyset kom Mørket
Lyset og Mørket havde en pagt om indbyrdes balance
tiden indfandt sig i gråzonen mellem lys og mørke
for skabelsen var en urlyd, en oprindelig frekvens
den var Ordet, der resonerede
ræson – den store mening – er en frekvens – det store svingningsfelt
Skaberen er den ultimative musiker

sfærernes harmoni er musikken i Omniverset
i det kosmiske overtonespektrum er alt i balance
hele feltet er en musikalsk skala af tværsum
Ut 396 Hz = 9, Re 417 Hz = 3
Mi 528 Hz = 6, Fa 639 Hz = 9
Sol 741 Hz = 3, La 852 Hz = 6
dette er Universets stående bølge

som Tesla sagde: hvis du kender gåden om 3, 6 og 9
så forstår du, hvordan det hele er sammensat
som en af de få mødte han Satan, modsigeren
og så ham i øjnene, han mødte slangen fra Paradis,
der tilbød ham den ultimative indsigt,
men han blev også vist begge sider af mønten og sværdet,
og han valgte at destruere sit potentielle bidrag till udslettelse

vi er mennesker, vi indeholder både lys og mørke
på vores ene skulder sidder en engel, på den anden sidder en djævel
vi er udstyret med en fri vilje, vi har muligheden for et valg
det dyr, vi vælger at fodre, at det væsen, vi skaber i os selv
vi har som selve Skabelsen et potentiale
var har mulighed for at vælge mellem ulven og lammet
hvad vælger du, højtærede og fortrolige ven?

glem alt om i begyndelsen,
BigBang rimer på BullShit
Alt-Der-Er har hverken begyndelse eller ende
Alpha & Omega er opkomlinge, de er kunstige intelligenser,
installationer, simulationer, komponenter i styresystemet,
indskudte lag, mellemlægspapir, gitre i et fængselsvæsen
vi gør os allehånde bekymringer, men kun ét er fornødent

frygt ikke

hvad stikker dig du bange sjæl?
hvad er din skræk i livet gjort af,
så du ej længer drager ud
i tillid til din velformåen
og ej erobrer livets vej
men vælger dødens sti mod mørket

hvad har dig skræmt i sådan grad,
at troen på dit held og lykke
er skrumpet ind til kun at se
en meter frem med sænket pande,
og sikkerhed nu har den plads,
som vovemod dig kunne byde?

hvad er det værste, der ku’ ske?
så slip engang om blot et øjeblik
bekymringer og forbehold,
der binder dig med alskens tyngde
og gør, at du ej længer tør
at skue ud mod horisonten

når du er bange, sker der det,
at frygten skaber frygtens kilde
og ikke omvendt som du tror,
for frygtsomhed bli’r fabrikanten
af hegn og gitre i dit liv,
DE løber mure mod din pande

som barn du snublede og faldt,
du fik en skramme på dit skinneben
og græd en tåre ned ad kind
for snart i næste øjeblik at huske
at du var den, der ville frem
på trods af knubs og dumme buler

frygt ej mit barn, for du er her,
du er en voksen mand og kvinde
med års erfaring og forstand
du er i livets alvor strandet
men stranding er ej skibsforlis
for skibets navn er Kærlighed

frygt ej min ven, der er ej mur
ej port og låge eller gitter,
der mer end for en stakket stund
kan opretholde illusionen
om evig lang fortabelse
så frygt du ej og fat dit mod

hyrden

Se – det er forår, sagde hyrden til sin hustru,
for hun var tro mod huset, hun var hus-tro.
Ja – det er forår, sagde den hustro,
for hun var med barn, og kun hun vidste det.

Se – dette er vore får og geder,
de skal bringe os velstand.
Ja – de skal bringe os mælk og uld og lam og kid,
og deres velfærd skal blive vores velfærd.

Se – dette er flokken, som jeg fører til grønne enge,
dette er vores rigdom i fattigdom.
Ja – du skal føre og vogte flokken,
og jeg skal værne i troskab om huset.

Og hyrden gik og vogtede,
og den hustro spandt sin uld,
og hyrden og hans hunde fordrev ulvene,
mens den hustro kærnede mælk og bagte brød.

Se – vi skaber et liv for os selv, sagde hyrden,
et liv mellem os selv og alle andre.
Ja – dette er vores liv, sagde hustruen,
og nu er et nyt liv undervejs.

Og hyrden gik blandt får og geder,
blandt hunde og ulve gik han i tænksomhed.
Og mens han gik, forstod han betydningen af det nye liv,
således forstod han, hvad slægt betød, han forstod sit liv.

Og mens han gik blandt dyr i det store åbne,
besluttede det åbne sig til en storm,
hvor både folk og fæ søgte ly.
I sit ly svor han atter at beskytte sit hus og sin tro hustru.

Det forår, hvor hyrden sagde alt dette til sin hustru,
var det samme forår,
hvor de fandt hende i søen
druknet med sit nyfødte-dødfødte barn i sin favn.

Se – det er forår.
Alt bliver født på ny, alting lader som ingenting.
Livet lader som død, og døden lader som liv.

jeg var der hele tiden

Gud bevæger sig på mystisk vis
her gik vi og troede, og så kan vi godt tro om igen
her gik vi og mente, at vi var fortabte,
og så ankom redningen til tiden.

her anråbte vi Skaberen, og så var der dyb og rungende tavshed,
men en skønne dag ankom svaret i et ubevogtet øjeblik og uden afsender.
Guds fodtrin på landet og i vandet
er diskrete og dog umiskendelige

her plejede vi at sige, at Herrens veje er uransagelige,
så hvordan skal vi forstå uforudsigelighed
som pålidelig og troværdig på højeste niveau?
og hvordan kan ubegribelighed indgå i vores begrebsverden?

Gud er død – hilsen Nietzsche, sagde grafittien på væggen
en vittig sjæl havde tilføjet: Nietzsche er død – hilsen Gud
for spørgefuglen havde grebet et stykke af uransaligheden,
som nihilisten i sin længsel efter hånens kortsigtede tilfredsstillelse ikke fattede

her var vi overbevist om, for det lød så overbevisende,
at videnskabelige beviser eller mangel på samme var det lange strå
vi så ikke, at bevidstløsheden havde indfundet sig i verdensbilledet
således amputeret, dekapiteret, stråforkortet og afsjælet

vi dyrkede den nye tro om det store brag,
hvor guden Nihil skabte alting ud af intet,
og hvor sort materie, sort energi og sorte huller som et stykke sort magi
afbesjælede den store maskine, der gik sin uafvendelige varmedød i møde

vi glemte at trække vejret i dødskultens indelukke af dårlig luft
vi dansede om den store monetære guldkalv
og hengav os i meningsfraværet til alle former for begærets tilfredsstillelse
i et liv af evig uforløst forbrugende utilfredshed

her gik vi med det udtrykkelige indtryk,
at Universet udspillede et tilfældighedens spil
her gik vi i det usagtes land og sagde det til hinanden,
men ved Tidens Ende hørte vi en stemme sige: Jeg var der hele tiden.

profeti

der vil komme en tid,
hvor mennesker ser tilbage på det forgangne
i det 20. og 21. århundrede,
og når de ser hinanden dybt i øjnene,
læser de et udsagn, der siger:
fatter du heller ikke, hvad der foregik inde i hovederne på de stakler?

der vil komme en tid,
hvor mennesker priser sig lykkelige over,
at de omsider fandt en formel for at lære af fortidens fejltagelser,
selvom de må konstatere med et skuldertræk,
at disse århundreder er svære at lære andet af,
end at den vej skal vi i hvert fald ikke

der vil komme en tid,
hvor mennesker konstaterer,
at gentagelse af fortidens fejltagelser
ikke er det samme som at råde bod på eller reparere disse,
og at en konstatering af at dette-og-hint åbenbart ikke virkede,
hvilket så må betyde, at vi bare skal have MERE af dette-og-hint

der vil komme en tid,
hvor mennesker i undren over den mekanistiske
og repetitive karakter af gentagne fejltagelser
er nødt til at tage et dobbelttjek på,
om der måske ligger en tikkende bombe af ufordøjet
og uforstået fortid i deres eget baglokale

der vil komme en tid,
hvor mennesker ser tilbage på vor tid
som en menneskehedens pubertet med alt,
hvad det indebærer af selvskade, mangel på selvværd,
grænseoverskridelse, uforskammethed, selvfedme
og hengivelse til dope-lykkeland af historieløshed

der vil komme en tid,
hvor mennesker har genvundet samvittighed,
ære, stolthed, kærlighed, retfærdighed,
godhed, skønhed, mod, hukommelse,
sundhed, styrke, selvbevidsthed og selvstyre,
og hvor de gror i kulturen, og kulturen gror med dem

dommedag

jeg har en dårlig nyhed til sortseere, pessimister,
selvskademennesker, eskatologer, apokalyptikere,
alarmister, undergangs-prædikanter,
armageddon-dyrkere og dommedagsprofeter

den dårlige nyhed er, at Dommedag er aflyst,
for I har blot tunet ind på den sværm af programmer,
der er installeret for at frarøve mennesker Troen, Håbet og Kærligheden
og sørge for, at vi smider både håndklædet, viskestykket og karkluden i ringen

dommedag er ikke vores anliggende (er det jeres anliggende?)
det er en installation, et implantat, en vaccinal-forgiftning
en udrulning, en implementering, et PR-stunt, en teknisk handelshindring
– vælg selv et passende stykke management-teminologi

dommedag er den våde drøm for en herskerklasse,
der er døddrukken i egen dekadence og determinisme
for medlemmerne af klassen er selv installationer, implantater og vaccinal-forgiftninger
de er alt det, som de nu ønsker, at du-og-jeg skal blive

dommedag er en business case af selvopfyldende profetiske udsagn
den gode nyhed er, at du-og-jeg ikke er forpligtet til at repetere disse udsagn
vi har ikke brug for deres ragnarok det billige skidt,
vi lider på trods af diverse sortseer’iske medløbere ikke af selvmordstanker

dommedag er en iscenesættelse, et teaterstykke
pis i bukserne af skræk, gå i fosterstilling i dit rædselskabinet
og mens du er forstenet af skyld, skam og frygt,
og husk at betale klimaskat til herskerklassen

dommedag er en bussemand
et stykke ny-middelalder i form af det store fugleskræmsel,
troldmanden fra Oz 117.0, den store Bastian, djævelen,
og husk at hengive dig til alle sikkerhedspolitiske afgivelser af suverænitet

jeg har en god nyhed til de, der måtte ønske det:
dommedag er et eftertrykkeligt stykke bullshit
det er en gang overflødigt-ubrugeligt ragelse,
hvis mellemlanding bør være affaldscontaineren på vej mod destruktionsanstalten

lovprisning

er der en pris for loven?
er der en lov for prisen?
jeg sætter pris på, jeg værdsætter, jeg hylder
hvad loven er for en størrelse er uklart ved for lav flyvehøjde
jeg vælger derfor klart at højlove
for kun den højeste lov er acceptabel

den højeste lov er naturlig
og ikke et indskudt syntetisk lag
den højeste prisværdige lov er ikke skabt af mennesker,
lovløse imperier, lovsyge herskere, lovgivende forsamlinger
ej heller af diverse tilrejsende med hang til kontrolsyge
for kun naturens egen lov er lovprisning værdig

jeg højlover det højeste i erkendelse af det laveste
det umenneskeliges omklamring af eksistensen
jeg lovpriser alt det, hvorom der ikke er lovgivet af en besættelsesmagt,
der har indført militær undtagelsestilstand
med det formål at regere i en lomme af obligatorisk lovløshed
og laveste fællesnævner for tilladt tilstedeværelse

jeg vælger ikke at knæle for lovreligionens befalinger
du må ikke have andre guder end jeg
er et udsagn fra en skindsyg gud, en bipolær type
med lavt selvværd og deraf følgende storhedsvanvid
= den skinsyge gud tilbedt af Misundelsens Imperium
og dets evige stræben efter tyranniets fuldkommenhed

min pris er ikke på andres hoveder
men en anerkendelse af uvurderlighed
min pris er ikke et salgsbeløb fra Sothesby eller Bruun Rasmussen
solgt til den herre med det kraftige overskæg og den store pengepung
min pris inkluderer ikke vederlag til guden Mammon
ej heller momsregnskab, grønne afgifter eller penge under bordet

jeg priser som en hyldest, en fejring, en fest
det råber til himlen, når jeg bliver glad i låget
jeg roder mig gerne ud i en skåltale
jeg løfter lige så gerne min røst, som jeg holder min kæft
prisen for lovprisning kan ikke sættes for højt,
selvom den altid er helt og holden gratis

godhed

jeg ville gerne kunne sige det,
og hvem vil ikke gerne det?
jeg ville gerne være i stand til at rose mig selv,
men det står lynhurtigt klart, at det ikke er op til mig

jeg kunne dernæst satse på at lefle mig til ros
ved at udøve dydssignalering og symbolpolitik,
og har I set, hvor god jeg er?
og se mor, se jeg gynger nu, se hvor jeg gynger !!

ja lille skat … det gør de andre børn også
kan du ikke bare gynge og synes, det er sjovt,
og skal mor absolut stå og se på dig og klappe i hænderne?
og lad os lige se, når du falder ned af gyngen og slår de små pusselanker

lad godheden komme an på anonymitets-prøven
lad os se, hvor god du er, når der ikke ikke er kamera på
når der ikke er en hel sidelinje, der står klar til at heppe og klappe,
og når der ikke er uddeling af fortjenstmedaljer bagefter

godhed er en spontan livsytring, den ankommer uden bagtanker
den er spontan, fordi den ikke tænker over, hvorfor den ankommer,
hvad dens udkomme er, hvad der kunne gå godt eller galt,
og om det overhovedet er godt, for det skal bare gøres, punktum!

fri os fra forloren godgørenhed
giv en ged til Afrika og gedgørenhed
fri os fra velgørenhed belemret med administrationsgebyrer
fri os fra klamme hykleres profitable velgørenheds-teater

fri os fra teaterforestillinger, tilskuerpladser og billetkøer
for diverse godheds-shows og celebriteters ansigtsfolder
giv os i dag blot et enkelt godt menneske,
der udenfor rampelys og uden regning gør, hvad der skal gøres

fri os især fra institutionel-postuleret godhed,
der gør et stort nummer ud af sig selv uden at gøre en skid
giv os i stedet en øjeblikkelig bekymring for den gamle mand,
der er faldet om på fortovet med sit indkøbsnet

læs: Godgørenhed – et multiproblem

mit hjerte

hvorledes kan jeg kende
min vej i mørket hen
at intet ondt vil hænde
og dagen gryr igen

hvad end der bor derude
i skyggernes gebet
lad ulv og ugle tude
jeg ved, at jeg er set

jeg ved, hvad end der hænder
hvor sti er ubetrådt
at nid og alskens fjender
må vige ondt for godt

om jeg i tågers rige
en stund er kommet bort
og fra min kurs må vige
og håbet synes sort

så hører jeg en stemme
en hvisken og en røst
midt i al nød og klemme,
der taler til min trøst

gå trygt omend i blinde
dig intet ondt skal ske
kompasset bor herinde
at du i mørket se

en sti for dig vil skinne
hvorpå din fod kan gå
fortræd du overvinde
forløsning du skal få

velan! så må du give
dig hen i forsyns tro
lad det for stedse blive
din klippefaste ro

– in memoriam Kaj Munk,
likvideret af Gestapo 4. januar 1944

I ethvert hjerte

I ethvert hjerte
i ethvert hjerte er der aftryk
af alt, der har fundet sted
hjertet har sin hukommelse af det stedfundne
det er følsomhedens bibliotek,
hvor al bitter-sød erfaring er indskrevet

i ethvert hjerte er der et rum
rummet har sin egen rumlighed
det åbner og lukker sig efter evne og behov
det har sin egen termostat med en skala
fra inderlig varme til isnende kulde

i ethvert hjerte er der en radiostation,
hvor der sendes og modtages
i elektriske felter af sendbar modtagelighed
hvor resonante eller dissonate frekvenser
gør sig tilgængelige eller afbrydelige

i ethvert hjerte findes der sår
blødende eller størknede sår
sår kan forblive som sådan
sår kan heles og gro sammen
efterladende ar af hukommelse

i ethvert hjerte er der et fuldstændigt liv
et katalog og en katalysator
en samtalepartner og et samfund
i hjertet findes al samhørighed
alle sammenhænge findes her