Levende cement
Del 1: Den romerske cement
En engelsk brolægger fra Leeds, Joseph Asperton opfandt i 1824 Portland cement opkaldt efter Portland kalksten. I dag bruges det overalt i forskellige blandinger, men altid med kalk, sand/grus og vand. Det kaldes hydraulisk cement, for vandet udløser en kemisk proces, der binder kalk og sand.
Men der er et problem med moderne beton og mørtel. Det har en begrænset holdbarhed, for det begynder at slå revner, da det er alt for statisk hærdet og giver ikke efter. Det koster samfundet svimlende summer hvert år at reparere broer, fundamenter, landingsbaner, bygninger og alle former for infrastruktur, der bruger beton. Blot 50 gamle motorvejsbroer er allerede begyndt at falde sammen. Det skyldes både blandingen men også, at der bruges jern til at binde med. Fugten trænger langsomt men sikkert ind i beton, og jernet ruster. Konstruktionen går simpelthen i stykker indefra. Det, der var tænkt som binding og forstærkning, bliver det svage punkt og en tikkende bombe, der eksploderer i slowmotion men med store kræfter og får bygningsværket til at revne.
En amerikansk undersøgelse bedømmer tilstanden hos 42.000 amerikanske brobyggerier baseret på Portland-cement som værende i klasse C, hvilket betyder i slemt dårlig forfatning. Og det er kun broerne. Vi kender problemet fra Danmark, hvor samme generation af motorvejsbroer er i fuldt forfald.
Men det var ikke englænderne, der opfandt betonen. Det var romerne. Den måde, romerne lavede cement på, gør, at den bliver stærkere og stærkere med årene og ikke som vor tids cement svagere og svagere.
Ponte Fabricio opkaldt efter bygmesteren Lucius Fabricius blev bygget før vor tidsregning og er den ældste bro i Rom, der spænder over Tiberen. Den står intakt 2088 år senere og bliver flittigt brugt af fodgængere. Her ville skeptikere muligvis forsøge at indvende, at hvis der havde kørt biler på broen, var den styrtet sammen. Men en nutidig motorvejsbro, hvor der ingen biler har kørt, vil stadigvæk begynde at falde sammen efter 50 år. Det er et internt materielt problem og ikke et eksternt.
Colloseum og Pantheon står den dag i dag. Colloseum er kun forfaldet, fordi den er blevet revet ned, efter at det i slutningen af det 3. århundrede blev umoderne at slagte løver og gladiatorer for sjov, og byggematerialerne blev genbrugt. Pantheon derimod står intakt, og der er endog hul i midten af kuplen, så det kan regne ned på midten af gulvet.
Hvorfor bygger man så ikke bare ligesom romerne? Fordi indtil for nylig mente videnskaben, at den havde forstået, hvordan romerne gjorde vha. kalk, vulkansk aske i stedet for cementpulver og vand. Hemmeligheden må derfor være pozzolana, den rødlige vulkanske aske udvundet i byen Pozzuoli ved Napoli, der var udspyet fra Vesuvio. Men rekonstruktioner med den formodet forståede opskrift var ikke et hak bedre en Portland-cement.
Man havde altså forstået ingredienserne et stykke hen ad vejen, men man havde ikke forstået processen. En professor Admir Masich ved MIT (Masachusets Institute of Technology) havde studeret romersk beton i årevis og var irriteret over, at han ikke forstod hvilken proces, der havde skabt denne betons umådelige holdbarhed. Han var klar over, at der var rester af en fjerde ingrediens, nogle små hvide klumper, som man kaldte for kalk-glas. Men disse klumper blev afskrevet som en dårlig blanding og et udtryk for sjusket kvalitetskontrol.
Professor Masich købte ikke denne undervurdering, for hvorfor ville romerne begynde at sjuske, når de havde udviklet denne teknik gennem århundrer, og hvorfor stod deres bygningsværker årtusinder senene, hvis de bare var en gang byggesjusk? Han og kolleger i Italien udviklede til formålet en analytisk metode kaldet multiskala korrelativ kemisk kortlægning (multiscale correlative chemical mapping) til at undersøge den romerske beton. De kom frem til, at der ikke som antaget var brugt læsket kalk med den kemiske sammensætning Ca(OH)2 i hærdet tilstand men derimod tørkalk, der er CaO = kalciumoxid i hærdet form. Det er denne anden type, der kaldes for kalk-glas. Romerne blandede tørkalk og vulkansk aske sammen, før de tilføjede vand i modsætning til fremstilling af Portland-cement, hvor kalken læskes i vand først.
Den romerske metode kaldes for varmblanding. Når CaO blandes først sammen med aske og derefter vand, udløser det en kemisk kogning, en såkaldt exotermisk reaktion, og der opstår en meget høj temperatur på omkring 2000. Det opløser ikke kalken fuldstændigt men efterlader disse små klumper af kalk (kalk-glas). Disse klumper var altså ikke resultatet af en dårlig blanding men netop et helt bevidst resultat af den stærkest tænkelige blanding. Klumperne ligger og sover inde i betonen og aktiveres som en selvreparerende komponent, når der opstår revner. Vandet trænger ind i en revne og går i forbindelse med kalken, og der dannes kalciumkarbonat. Derudover går de aktiverede kalkstrukturer i forbindelse med asken. Ligesom en knogle, der vokser sammen efter et brud, bliver stærkere lokalt end før, så bliver revnerne i cementen og deres udfyldning stærkere end før.
Det er næsten spooky. Cementen opfører som semi-organisk liv. Den er saftsuseme levende! Den genbygger sig selv som organisk væv. Den blander videre, efter den allerede er blandet og indbygget i et murværk. Den er dynamisk og ikke statisk som Portland-cement
At dette ikke er formodninger eller gisninger blev afsløret ved udgravningen af Pompeii. Her fandt man et rum, der var en aktiv byggeplads, før lavaen væltede ned og begravede stedet med mus og mand og bygninger. Alle byggematerialer var stablet op og klar til brug. Der var brændte terracotta-tegl og krukker med lige netop færdigblandet kalk og aske.
Det er SÅ simpelt og indlysende, og det har taget os 2000 år at forstå det. Vi betaler i dag en umådelig høj pris for vores uforstand.
Metoden er dog også farlig og kræver kyndig håndtering. Blandingen er kaustisk, og den kan resultere i voldsomme forbrændinger. Never try that at home - medmindre du er lige så forsigtig og dygtig som en romersk bygningsarbejder. Når det så er sagt, så kan det faktisk lade sig gøre. Der findes brugbare erstatninger for pozzolana-aske fra Napoli, f.eks metakaolin (ler), pimpsten (en anden type lava) og flyveaske (biprodukt af kulproduktionen). Kalken ved vi godt, hvor vi skal få i Danmark, for der er masser af den i undergrunden, og vandet kommer ned fra himlen og op af jorden. Læg dertil forstærkende elementer i form af ral = knust sten, som vi også har masser af i vores istids-skabte landskab. Det koster én krone per kilo i byggemarkedet.
Lava er et naturprodukt fremstillet i ultimative højovne i jordens indre og udspyet af vulkaner. Vi kunne med andre ord bygge huse og broer og alt muligt af 100% naturmaterialer, der kunne holder nærmest for evigt. Hvorfor gør vi det så ikke?
Det afføder de sædvanlige to svar til næsten alle former for nutidig misère i civilisationen:
DUMHED og GRÅDIGHED.
Vi er på den ene side for dumme, hvilket vil sige langt dummere end de forfædre, som vi regner for underudviklede på trods af rigeligt med beviser for det modsatte.
Og vi er på den anden side fanget i en ond cirkel, hvor vi er tvunget til og har accepteret at følge den etablerede forretningsmodel, der vedligeholder en konstant indtægt for ryggesløse firmaer, der bare skal tjene penge i dag, og som er bedøvende ligeglade med i morgen. Denne industri vurderer alt udfra billigheds-princippet - jo billigere her-og-nu jo bedre. Portland-cement hærder på timer, romersk cement tager dage og op til en uge at hærde, før man kan bygge ovenpå det. Tid er penge, det skal gå hurtigt, fuck bæredygtighed og op i røven med, om kommende generationer kan have gavn af værket.
Det er både dumt, uansvarligt korrupt og uetisk. Og ynkeligt.
Vi har med andre ord lavet en dumhedslagkage, hvor dum er stablet ovenpå dum.
Beton er en gigantisk industri. Byggebranchen er i dag totalt afhængig af denne leverandør-industri. Og misèren om beton er kun et ud af tusindvis af moderne byggematerialer, der indebærer en forringelse i forhold til fortidens materialer. Vi lever i en tilstand af amnesi, vi er nedsunket i en glemselskultur.
Læs: Fremskridtet der blev til tilbageskridt
Læs: Fremtidsmaskinen
Tjek ind på YouTube-kanalen Medieval Wisdom
- en af de mest dybdegående og relevante kanaler overhovedet.
Jeg kommenterede med følgende:
I regard this YouTube channel as one of the most profound and relevant channels AT ALL! Profound because all the information is thoroughly collected and presented. And relevant because it hits the nail on what exactly went wrong with our modern world and technology. And although your focus is building processes and materials, your analysis is applicable for an analysis of the whole modern culture and its decay over time and the miserable state, we now have reached.
Den romerske arkitekt Marcus Vitruvius Pollio (80-15 f.Kr) skrev en berømt og meget studeret bog ved navn De Architecture - Om bygningskunst. Som sidebemærkning genfindes hans navn som Leonardo DaVincis berømte Vetruvianske Mand. Vitruvius beskrev latent (iboende) varme som en del af bygningsprocessen. Denne latente varme finder kun sted i en hot-mix og ikke i den kolde mix, hvor kalken allerede er neutraliseret med vand inden blandingen. Men læserne af hans afhandling forstod ikke, hvad det var, han beskrev. Han skrev også, at kalken skulle lagres og modnes i tre år, inden den kunne bruges. Det er, hvad i dag kaldes for grubekalk og regnes for den fornemste vægmaling for gamle pudsede huse.
Denne uforstand er symptomatisk for for en af videnskabernes hovedproblemer: De stiller meget sjældent spørgsmål ved præmisserne for de etablerede videnskabelig antagelser, teorier og nu dogmer. Videnskabsmænd og -koner tager udgangspunkt i, hvad der skrevet om emnet, der igen tager udgangspunkt i, hvad der skrevet om emnet, ... gående tilbage til den-eller-de første, der skrev om emnet. Men hvad nu hvis den oprindelige beskrivelse var forkert? Det stilles der ikke spørgsmål ved. Så en århundreder gammel veletableret antagelse bider sig fast og forhindrer egentlig forståelse. Vi kan kalde det for den videnskabelige arvesynd.
Det er, hvad der er sket i den manglende forståelse af, hvad det vigtigste af alle byggematerialer kunne have været og var engang, og en ligeledes manglende forståelse af, hvorfor det gik så galt, og hvorfor vi ikke kan komme op af grøften.
Del 2: Biocement
Endnu en bekræftelse på at byggebranchen og i særdeleshed den magtfulde og altdominerende cementindustri vi gøre alt for at bevare deres monopol, finder vi en nutidig case story om noget, du måske har hørt om men sandsynligvis ikke seriøst kender til: biocement.
At du og og jeg og de fleste ikke kender til det, skyldes lobbyisme + andre og værre metoder, som cementindustrien har benyttet sig af, for her er en seriøs trussel mod deres industri-imperium, hvis business case årligt giver dem indtægter i trilliard-størrelse.
Det er en teknologi, der er mere sandsynlig som et fremtidigt byggemateriale end en genoplivelse af den romerske cement. Det er en teknologi, der er velbeskrevet, veldokumenteret i digre rapporter med videnskabelige pier reviews - hvis man mener, at den slags er udtryk for videnskabelig kvalitet - og allerede er fuldt udviklet og taget i anvendelse … af militæret. Og militæret bruger kun noget, som de ved virker, og som kan vinde en krig. Ikke et ord her om, at det udsagn synes at smuldre, når man anskuer det amerikanske militærs fadæser med Ukraine og Iran, hvor den mest avancerede teknologi kommer slemt til kort.
Så hvad er biocement, og hvorfor er det så potent?
For det første er det en metode, der ikke kræver høj varme, som bruger simple og tilgængelige materialer, og som - hvis man er til forløjet klimaævl - ikke udleder CO2 i det enorme omfang (kun 1/10), som cementindustrien gør. Det burde være tilstrækkeligt med argument overfor de klimaævlende politikere, der hele tiden galper om om CO2, fodaftryk, jorden går under hvis ikke, betal grønne afgifter betal-betal, og I kan tro, at vi vil det grønne, ja vi vil. Det vil de så ikke, når det kommer til stykket og som M&M’s-reklamen havde som punch-line: smelter i munden og ikke i hånden. De har det hele i munden, men bag det klimatiske mundsvejr træder de villigt til for at beskytte den stakkels mega-industri mod alle anfægtelser af deres monopol og løber fra deres fine floskler.
Tilbage til sagen. Processen med hærdning af sand - kun sand, ingen kalk - til en beton, der er fire gange så stærk som Portland-cement tager blot tre dage, 72 timer. Mineralet i sandet har bygget pyramiderne i Egypten og katedralerne i Europa. Det har bygget slotte, borge, palæer. Det hedder sandsten. Det er relativt let for stenhuggere at håndtere, men når stenene ligger på den rigtige måde, ligger de der i tusinder af år. Det hedder også skaller på havdyr og koralrev. Det hedder også knogler i kroppen på dyr og mennesker.
Fælles for disse tilsyneladende forskellige hårde materialer er en bakterie ved navn sporosarcina pasteurii. Den findes til overflod i jorden, vi går rundt på, i huler, i sedimenter i søer og på havbunden og har gjort det i hundreder af millioner af år.
Det er blot ét blandt flere forhold, der er en byld-i-røven på cement-industrien. Man kan ikke patentere og hævde eksklusiv ret til produkter, som naturen flyder over med. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er patent-institutioner ikke skabt for at beskytte opfinderen mod de store slemme drenge. Den er skabt for at beskytte de store slemme drenge mod DIG og alle de andre, der kunne have gavn af en opfindelse. Bare spørg Albert Einstein, for det var den skumle branche, han arbejdede for. Bare spørg medicinalindustrien, og du har svaret på, hvorfor de indædt bekæmper naturmedicin kendt af munke og læger tilbage fra oldtiden og middelalderen. Spørg også, hvorfor alle medicinske præparater har alenlange lister over bivirkninger, og det rigtige svar er, at syntetiske udtræk gjort af denne forgrening af den petrokemiske industri skaber en ubalance ved fraværet af alle de andre aktive og supporterende indholdsstoffer, der gør naturmedicinen harmløs brugt på den rigtige måde - den som munkene kendte. Og som lægekunst havde udviklet længe forinden i ikke-vestlige kulturer, der ikke var kommet under oliebranchens tunge og destruktive åg.
Bakterien blev først beskrevet i starten af forrige århundrede. Det blev blot betragtet som en ligegyldig jordbakterie, selvom man var godt klar over, at den producerede store mængder af urese, et enzym der nedbrød urea, der er det kvælstof, der udledes i dyrs og menneskers urin. Det skaber karbonerede ioner, der igen skaber kalciumkarbonat-krystaller. Det var bare et kuriosum, og nøijj se de små fætre, der gør noget sjovt i en petriskål! Der var ingen, der overvejede, hvad denne unikke egenskab kunne bruges til på en byggeplads.
Først i 1990’erne var der en forsker ved navn Jason DeJong ved University of California. Han arbejdede på et projekt med at finde en måde til at stabilisere sand i jordskælvszoner uden at forurene grundvandet, og som ikke krævede energitung fremstilling. Det var her, han faldt over sporosarcina pasteurii, og når de i et flydende miljø blev hældt ned i sandet, dannede de nøjagtigt den stabiliserende forkalkning via mikrobisk metabolisme, han havde ledt efter.
Det tiltragt sig omgående opmærksomhed fra militæret. Det var i perioden, hvor USA angreb Irak, og hvor helikoptere hvirvlede mindre sandstorme op, der ødelagde motorerne og blindede piloterne. Den skumle militære udviklings-institution DARPA finansierede forskning.
Fremstillingsmåden for biocement er uhyre simpel. Bakteriekulturen + urea kan leveres som et tørstof. Det overhældes med vand og blandes med sand. I løbet af 72 timer er der dannet en stenhård forkalkning.
Det, som bakterien skaber med nærmest eksplosiv fart, kan sammenlignes med mørtel mellem mursten. Hårdheden er blevet målt til 10 megapascal på hårdhedsskalaen, hvilket svarer til en blødere form for sandsten. Man vil nok ikke vælge at bygge skyskrabere med biocement. Man kan i den forbindelse spørge, hvad vi egentlig skal med alle de tårne?
En kvindelig arkitekt og materiale-udvikler Ginger Krieg Dosier, der i 2006 var udstationeret i EAE (emiraterne), hvor der som bekendt er rigeligt med sand. Hun så på den voldsomme byggeaktivitet, der var resultatet af de nyrige oliesheiker i deres kunstige, historieløse stater. Så meget cement blev blandet og kørt ind hver dag. Hun tænkte på, at skaller på havdyr var hårdede end keramik og begyndte at eksperimentere med sand, bakterier og urea. Hun startede med lave mursten, og i løbet af 3-5 dage var klar. Deres hårdhed var af samme grad som brændte mursten, og det hele skete blot ved stuetemperatur.
Tilbage i USA, North Carolina stiftede hun og hendes mand et firma kaldet BioMason. Deres første produkt hed bioLITH, biologisk sten. Disse sten har selvreparerende egenskaber, for bakterierne er blot indkapslet i deres bygningsværker, de er ikke uddøde. Så hvis der opstår revner, bygger de bare videre, som vi også så med den romerske cement og de hvide klumper af kalk-glas.
At biocement ikke uden videre kommer til at erstatte beton, skyldes at der også er en bivirkning. Der produceres ikke CO2 men ammoniak. Altså den samme kvælstof, der er et problem i landbrugets forkerte brug af ufermenteret gødning. Det er lugten af gylle.
En anden grund er det, som det for tiden koster at udvikle, hvilket er væsenligt dyrere end Portland-cement, selv når man tager i betragtning de høje temperaturer, som det kræver. Det er blot kalk og sand.
Spørgsmålet er, om disse forbehold ikke netop er sneget ind af cement-industrien og deres korrumperede organisationer. Biocement figurerer ikke i byggeregulativer som tilladt til strukturelle elementer. Falder det så ikke i kategorien tekniske handelshindringer og de oceaner af regler byggeri, der sjovt nok alle er til gavn for byggebranchen og ikke f.eks den lille selvbygger? Hvis man stiller de to pinlige frække spørgsmål qui bono? - hvem har gavn af det? og hvor flyder pengene hen? (follow the money), så peger begge spørgsmål i samme retning. Det er ikke til menneskehedens fordel med alle de absurde byggeregulativer.
Jatak til kvalitetskontrol. Bygninger skal ikke falde sammen. Men hov! er det ikke netop det, der sker med betonbyggerier efter en alt for kort årrække? Det var det, vi beskrev i Del 1: Levende cement. Det er det, der koster kassen for samfundet at reparere.
Hvordan står det lige til med kvalitetskontrollen i 1000-vis af nybyggerier, hvor byggebranchen er sprunget over det laveste gærde og brug billige og eksperimentelle materialer, som ingen kender holdbarheden af på sigt? Samtidigt med at de skaber dårligt indklima, indelukket fugt og svamp pga. vor tids misforståede overisolering.
Læs: De dødes by
Læs: Skønhed i eksil
Læs: Vi bor i grimhed og længes efter skønhed
Læs: Menneskehuset
Se og hør: How bad architecture wrecked cities
Se og hør: Why Medieval Wood Never Rotted While Yours Dies in 5 Years
Læs: Byg et hus af mudder
Det er samme form for hykleri og dobbeltmoral, vi finder i f.eks de statslige forbud mod, at privatpersoner borer deres egen brønd. Ja, en privat virksomhed med et stort vandforbrug kan tømme grundvandsressourcer, det kan misbruges. Men forureningsargumentet, der bliver fremført, stinker. Vi kunne spørge den anden vej: om Stat og myndigheder selv synes, de har været gode til at værne om det danske grundvand? Dette er simpelthen for pinligt!
Eller hvad med de statslige forbud og hysterisk overregulering af private vindmøller? Hvem gavner det, hvor går pengene hen? Den går lige ned i lommen på de multinationale el-karteller. Du ved, dem der hævede priserne med 300% og scorede kassen-de-luxe, fordi de kunne, og fordi de bare kunne sige, at det var Putins skyld det hele. Og fordi de korrupte politikere suttede diller på energikartellerne og finansmafiaen. Skal vi bare nævne sagen om DONG Energy? Mere pinlighed, mere hykleri, mere løgn, mere svindel og korruption, mere tyveri af folks hårdt optjente penge!
Del 3: Elektro-beton
Det stopper ikke her. Det er ikke kun bakterier, der kan skabe cement.
Elektricitet kan gøre det samme.
En elektrisk ingeniør ved Northwestern University, Illinois ved navn Alessandro Rotta Loria har eksperimenteret med at køre elektricitet gennem sand. Som opvokset i Italien blandt nærmest uforgængelige romerske bygningsværker var han klar over, at der gemte sig hemmeligheder her. Altså hvis kalcium karbonat, kalksten/sandsten er en hemmelighed.
Han vidste, at elektrolyse af vand får mineraler til at krystalisere. Han tog sand og havvand med dets indhold af salt = mineral og påførte det elektroder med svag strøm. Strømmen forandrer kemien omkring elektroderne og hæver PH-værdien i retning af basisk. Det får kalcium, magnesium og bikarbonat (tvekul) til at gå fra opløst til fast tilstand. Disse krystaller dannes imellem sandskornene og binder dem sammen på samme måde, vi har set med den romerske cement og biocementen. Det er mørtel på mikroplan, der ikke bliver påført men vokser indefra. Der er noget næste alkymistisk over forvandlingen af sand til sten.
Hvad afholder folk fra at tage det i anvendelse? Bl.a at det er reversibelt. Hvis man bytter rundt på katode og anode i elektroderne, så sker der det modsatte. De krystaliserede og bundne strukturer går i opløsning og forvandler sten til sand. Men dette kunne også ses som en yderligere fordel. Man kunne udføre kystbeskyttelse uden massive betonmoler og bølgebrydere, og når kystlinjen forandrer sig, hvilket den altid gør, så kunne man uden et kæmpe nedbrydningsarbejde og deraf følgende forurening nulstille processen. For ikke at tale om omkostningerne. Betonmure mod bølger og hav koster mange millioner per kilometer i opførelse. Prisen for elektro-stabilisering er udregnet til 47 kr. pr kubikmeter i forhold til 500 kr. for konventionel kystforstærkning. Og for heller ikke at tale om, hvor grimme betonrædslerne er langs ofte underskønne kyster. I stedet for at dynge beton ovenpå sandet, så hærder man selve sandet.
Og igen-igen-igen er dette en anfægtelse af trilliard-industrien: Portland-cement / konventionel beton. Men på den anden side har det også påkaldt sig interesse af større cementfirmaer, for processen vil også være i stand til at levere nogle af de materialer, så de selv bruger til at fremstille cement. Langsigtet samfundssind er for at sige det mildt ikke deres stærke side. Men egen fordel på kort sigt … hmm, var det måske værd at kigge på?
For at det ikke skal være løgn, så er der et interessant biprodukt ved disse elektrolytiske processer. De er i samme kategori som den teknologi, der i årtier er blevet fornægtet og latterliggjort af fysikere: kold fusion. Biproduktet hedder hydrogen = brint. Elektrolyse frigør brint fra vand, altså H’et i H2O. Det er meget dyrt og besværligt at fremstille brint og har bremset udviklingen af brint-drevne køretøjer.
Læs: Gennembrud for ny energiteknologi
- for det er just, hvad den zimbabweanske elektroingeniør Maxwell Chikumbutso har gjort med sin mikrosoniske energiteknologi, der er en genopdagelse af, hvad Nicola Tesla gjorde. Chikumbutso har kørt sin bil fra Harare, Zimbabwe til Cairo, Egypten på et par liter vand og en nyudviklet elektrolysemotor. Det er dokumenteret og fulgt af afrikanske medier. Det er virkelighed.
Del 4: Beskyttende tage og vægge
I 1920’erne opstod den moderne tagindustri. Den gjorde op med / forkastede årtusinders metode til at gøre tage vandtætte og dermed sørge for, at de holde i århundreder. En praksis, der i mindst 4.000 år havde holdt tage i topform, blev forkastet som forældet, umoderne og uvidenskabelig.
Her er den problematiske statistik:
tagpap har en levetid på 25-30 år
syntetiske tagsten lever imellem 20-40 år
eternittage ca. det samme, og de er fulde af asbest
bliktage har et årti længere levetid
Det beskyttende tag er for det første lavet af brændt tegl eller skiffersten.
Dernæst er det jævnligt behandlet med en særlig coating, der reparerer alle revner. Hvis du gætter på, at det er det grundlæggende samme materiale med de samme egenskaber, som er beskrevet ovenstående, så tager du ikke fejl. Men det er en metode, som du sikkert aldrig har hørt om, for der er næppe ret mange levende mennesker i dag, der kan huske, hvad man gjorde før 1920. Og hvem bladrer rundt i antikverede byggemanualer fra 1800-tallet?
For ca. 12.000 år siden finder vi de første setlementer, de såkaldt natufiske bosteder i Levanten, Israel, Jordan, Libanon, Syrien og ind i Irak. Gulvene og formodentlig også tagene, der ikke længere findes, i disse tidlige bebyggelser var coated med brændt kalk (quick lime), og når det indgik forbindelse med luftens CO2, hærdede det og blev til et selvreparerende lag.
I middelalderen blev alle stenbygninger kalket. Det har betydet, at f.eks i England, hvor man har en meget høj forekomst at bevarede huse fra år 900 til 1200, står murene stadig intakte, fordi de hele tiden har været kalkede. Vi ser det samme med de mange hvidkalkede landsbykirker i Danmark, der er vores ældste bevarede og stadig brugte bygninger. Hvis man opførte murværker af kampesten, var coatingen ikke nødvendig for granitstenene, men blev til gengæld anvend på alle mørtel-fugerne.
Den før så kendte kalk-cyklus er i dag fraværende fra byggevejledninger og har været det i over 50 år. Når kalk med kemien Ca(OH)2 bliver brændt ved høje temperaturer bliver det til tørkalk / brændt kalk, der er CaO. Når det smøres på vægge og tage, tiltrækker det den CO2, som det oprindelig afgav. Når det kommer i kontakt med vand, dannes kalciumhydroxyd. Dette er kalk-cyklus’en.
Kalken stopper ikke ved overfladen. De kaustiske-basiske egenskaber gør, at kalken æder sig langt ind i mørtlen / cementen og fortsætter sin gavnlige virkning i mange år. Gammel kalk er ikke forældet, den er stadig aktiv. Når det regner på kalken, går den i reaktivt beredskab. Laboratorieundersøgelse har vist, at mørtel-prøver fra 1300-tals kirker i England har en større styrke en tre år gammel ny mørtel. Kalk-cyklus’en er en vedvarende proces.
De Ydre Hebrider i Skotland er notorisk berygtet for deres barske vejr med konstant vind og regn, der høvler ind fra Atlanterhavet. De har bevaret en ubrudt tradition for kalkning af husene, der har gjort, at de er i fin stand på trods af vind og vejr. Som man siger ude på Harris og Lewis på de ydre Hebrider: Det sner ikke om vinteren, det regner sidelæns. At det ikke er løgn, kan jeg selv bevidne fra på en cykeltur at have oplevet en orkan derude, der lagde lagde en hel campingplads ned og væltede træskure.
Byggeindustrien er lige så lidt interesseret i at skabe bygninger, der holder i lang tid, som medicinalindustrien er i at komme op med egentlige kure, der helbreder permanent. Cancerindustrien er en multimilliard forretning. Det samme gælder diabetes-industrien, hudsygdoms-industrien, smertestiller-industrien, psykofarmaka-industrien, … osv. Ligesom dope-industrien først skaber behovet for dope ved at skabe narkomaner, således spekulerer disse industrier i første omgang i at skabe behovet og afhængigheden udfra det universelle business-princip om udbud og efterspørgsel. Når først folk er fanget på krogen, så kører det sig selv. Bemærk at det engelske udtryk drugs er en betegnelse for både medicin og narkotika, hvilket bestemt ikke er tilfældigt. Medicin ER for en uhyggelig stor dels vedkommende narkotika.
En af de ubehagelige sider ved Portland-cement er, at det fanger fugt inde i vægge og tage og ikke længere tillader det at slippe ud igen. Det er meget betegnende, at man udmærket er klar over, at cement ALDRIG bør bruges i forbindelse med vedligeholdelse af historiske bygninger. Det får dem til at krakelere og gå i hurtigt forfald. Men der er så herefter besynderligt, at man ikke tænker videre og tager konsekvensen, for kunne et lignende princip overvejes i forbindelse med nyere bygninger?
Cementindustrien kan med andre ord ikke feje argumenter af bordet om, at deres produkt er - ja undskyld: noget lort. I stedet har de gjort det samme som medicinalindustrien: gjort folk dybt afhængige af deres form for drug, deres lorteprodukt. Og de har korrumperet beslutningstagere, politikere, medier og videnskab til at understøtte lortet.