Det bankede på døren

det bankede på døren

det var mandag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er Lykken,
er du den lykkelige eller ulykkelige?
jeg sagde: Jeg er den ulykkelige aspirant til den lykkelige,
og den ankomne sagde: Du accepterer hermed muligheden for lykke

det var tirsdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er Sorgen,
er du den sørgmodige med mod på sorg og forløsning?
jeg sagde: Jeg sørger, men jeg tror, du sørger for min sorg,
og den ankomne sagde: Gennem sorgen tillader du forløsning

det var onsdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er dit skabende Jeg,
er du klar til at skabe, eller vil du blot sidde i skabet?
jeg sagde: Jeg accepterer min Skaber som mit Jeg,
og den ankomne sagde: Din Skaber har ingen begrænsninger

det var torsdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er Vreden,
ønsker du den virkningsfulde eller den meningsløse vrede?
jeg sagde: Erkendelse har skabt min vrede, hvordan giver jeg den mening?
og den ankomne sagde: Din vrede er i sikre hænder, lad os tale om det

det var fredag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er Skæbnen,
er du den, der tror på skæbnens uafvendelighed eller venlighed?
jeg sagde: Siden du er Skæbnen, så fortæl mig om afgørelsen,
og den ankomne sagde: Det er dig, der er afgørelsen

det var lørdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er din Sjæl,
mener du, at jeg er et uddateret falsum, eller at jeg er ankommet fra Skaberen?
jeg sagde: Hvis du er Sjælen, så kan du kun være fra Skaberen,
og den ankomne sagde: Jeg er dig selv og Skaberen på samme tid én gang.

det var søndag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er din Skaber,
er du rede til en samtale i øjenhøjde?
jeg sagde: Hvis du er Skaberen, så velkommen i min ringe hytte,
og den ankomne sagde: Jeg hører hjemme hos alle skabte i deres hytte.

mit liv som kætter

Definition [kætter]
En person, der vedholdende fremfører synspunkter, der ikke er anerkendt eller synes passende udfra et ortodokst synspunkt
Definition [ortodoks]
Den rette tro ifølge kirkelige anvisninger.
En opdateret definition vil være politisk korrekt, et udtryk, der stammer fra bolsjevikkerne og Den Russiske Revolution og betyder: ikke-ifølge partilinjen.
En kætter for tiden og under diverse nye navne er en person, der ikke anerkender Magtens afgrænsning og beskrivelse af virkeligheden i erkendelse af denne Magts illegitime og forløjede krav på monopol af den beskrevne virkelighed baseret på Magtens evindelige egeninteresse.

Jeg må se i øjnene, at hvis jeg havde levet i Middelalderen og tilhørte en af mange grupper, der mente, at pavestaten ikke havde monopol på alle synspunkter vedrørende tro og forhold til Universets Skabende Kraft kaldet Gud, så ville jeg være fordømt, udråbt som en kætter, synder, vantro, brændt på bålet, smidt på hjul og stejle, ekskommunikeret, henrettet, tortureret, ostrakiseret, stillet for Inkvisitionen.

Hvis jeg, som jeg vistnok gør, lever i en nutid, der hævder at have distanceret sig fra den mørke tid efter Romerrigets fald + middelalder og protestantisk renaissance, så kan der tilføjes diverse charmerende udtryk som:
svinet til, latterliggjort, udstødt fra samfundet, mishandlet, undertrykt, berufsverbot’et, sat på terrorlisten, mistet alle sociale points, deplatformed, cancelled, indefrosset, debanked, dømt iflg. påvirkningsloven, samfundsskadelig, dissident / afviger ... suppler selv med passende synonyme udtryk, der er nok at tage af.

Der findes kættere = politisk ukorrekte = samfundsskadelige i alle kulturelle felter, vidensfelter, meningsfelter og informationsfelter. Der er rige muligheder for at være en kætter i dag som dengang.

De rige muligheder skyldes, at Magten i dag som dengang er kujonagtig.
Magten er bange for de, som Magten holder af at tænke på som de magtesløse. Hvorfor skulle Magten være bange for de magtesløse?
Svaret er: Fordi de magtesløse overhovedet ikke er magtesløse.
De såkaldt magtesløse er holdt i en kunstig tilstand af overbevisning om, at de er magtesløse, hvilket de ikke er.
De såkaldt magtesløse er passiviseret ifølge det romerske koncept om Pax Romanorum og ’at give kejseren hvad kejserens er’ og det kristne pseudo-begreb om ’at vende den anden kind til’, der i humanismens æra blev til passisfisme. Passifisme er et stærkt bedragerisk begreb, der sælger sig selv som anti-vold og anti-krig, men som i virkeligheden er anti-muligheder for at forhindre krig og vold. Det er defaitisme og sidden-med-hænderne-i-skødet.

Jeg vedstår mit kætteri, jeg erklærer mig selv en kætter.
Jeg tager det som et skulderklap, jeg anser det som et ridderslag.
Skulle Magten en dag slæbe mig i uretfærdighedens retslokale for kætteri,
vil jeg for det første betragte det som Magtens indrømmelse af sin magtbrynde og sit overgreb, og for det andet betragte det som en æresbevisning af både min og mine medmenneskers rettigheder og retsfølelse.
Skulle Magten en dag vælge at slå ned på kætteriet under hvad og hvilket navn og påskud, Magten måtte vælge, så vil jeg konstatere og registrere dette nedslag og se det i øjnene uden at acceptere.

emotionelt farvespektrum

Jeg har den blå følelse i den blå time
ikke at forveksle med blåt blod, som jeg så vidt vides ikke har noget af
men snarere en tilstand af blåfrossenhed
I Got The Blues (Northern not Southern)
og hvad er denne højt-og-lavt besungne blåfølelse
andet end at være bortført fra ét habitat og tvangsindsat i et andet
med en dertil livslang og trans-generations-vedvarende følelse
af ikke at høre til og ikke at slå til ?

Jeg har den grønne følelse i grønne omgivelser,
at grønne afgifter og grønvaskeri i bund-og-grund
hører hjemme i kategorien ’grøn af misundelse’
i en imperial konstruktion vendt imod alt,
der gærer, grønnes og gøres,
og ikke et ord om Grønland i tider
hvor grøn-bag-ørerne grønskollinger lader som om,
de har styr på verden, og at månen er lavet af grøn ost

Jeg har denne følelse af gul-over-det-hele,
og hvad er der med denne farve af gul-gusten,
dette mellemstadie fra det røde blod
til det gråhvide blodløse afsjælede legeme
hellere gul end grå, hellere rødmosset end blåskimlet,
og de taler om den gule fare, hvor det for 40 år siden var den røde fare,
og de taler, og de taler, og de skifter farve, hver gang, de taler,
og den gule presse taler ligeså usandt i dag som dengang

Jeg har den orange følelse overalt på min appelsinhud
i min turban på en rødgul dag i urban-Durban,
og vidste du, at ordet orange ikke fandtes
som farvebetegnelse for 200 år siden?
for det hed just ... rødgul, hvilket er nøjagtigt, hvad det er,
og buddhistmunke i saffran gevandter
lyser op på tempelpladser med hvide snetoppe som bagtapet
i mellemstadiet mellem genfødt og himmelbegravet

Jeg har den røde følelse af, at det snart koger over,
at der er nogen, der er røde i hodet af raseri
og i færd med at få røde ører,
og at den røde klud, de har viftet med en gang for meget
og som har fået det hornede bæst til at se rødt,
eventuelt vil farve jorden rød af deres eget blod
efter en æon, hvor de har udgydt andres i et omfang,
der er nok til at fylde både den hvide og blå Nil og den Røde Flod

Jeg har den lilla følelse af at være mørbanket og sønderslået,
for blå mærker er overhovedet ikke blå – de er lilla!
og vi taler ikke om tyrensk purpur udvundet af en sær snegl i Middelhavet
som kun oldtidens adelsmænd og –kvinder, paver, kejsere
og engelske konger og dronninger havde lov til at bære,
hvilket, når man tænker over det, ikke er i orden,
for ingen magt har lov udover den, de lige har lavet selv,
til at bestemme hvilket tøj andre har lov til at gå rundt i

blankt papir

det er bedst at starte med et blankt papir
og høre, om det har noget at sige i dag,
hvilket selvfølgelig enten er en projektion eller en spejling
- siger jeg så for ikke at lyde for højrøvet -
eller fordi hvad-nu-hvis papiret,
uanset om det er fladtrykt kogt træ eller digitalt blankt

altså hvad nu hvis blankheden rent faktisk havde noget at skulle have sagt?
for så ville det være en anelse spooky,
og så kan man allerede høre psykiateren begynde at lufte tanken om,
at der kunne stilles en diagnose som grænse-skizofren
efter først at have varmet op med:
jeg kan forstå, du hører stemmer, kan du sige lidt mere om det?

hvilket lige pludselig kan blive spooky-ovenpå-spooky,
for hvad nu hvis nogen sagde,
at de indimellem hører samvittighedens stemme tale til dem,
og findes der en diagnose for kronisk samvittighedsramt?
og kan der udskrives et-eller-andet afhængighedsskabende medikament
med en hel masse sindsyge bivirkninger for at dæmpe denne afvigende mentalitet?

eller vi kan blive helt buddhistiske
og begynde at forholde os til det faktum,
at der konstant kører en indre monolog,
der meget hurtigt kan blive en kakafonisk multidialog
af stemmer, der konstant kværner løs i abehjernen,
og vi kan med fordel begynde at spørge, hvor disse stemmer kommer fra?

og så er der dem, der hårnakket påstår,
at Gud eller Jesus taler til dem,
eller ærkeenglen Gabriel, og så får Profeten lige pludselig en diagnose,
og hvad med alle hunde-heste-kattejerne, der ikke er i tvivl om,
at deres dyr taler til dem og forstår, hvad der bliver sagt,
hvilket selvfølgelig er sort tale, når de blot er biologiske instinkt-maskiner

men de samme skeptiserende blasertheder
har det næste øjeblik ikke noget at bruge udtryk om musik og malerier som:
det-dér siger mig zørme en hel masse
– som om det havde lukket munden op og sagt noget beåndet,
hvorefter de straks hiver i land med:
nåja sådan billedligt talt ka’ du nok forstå – ikkesandt!

hvilket bringer mig tilbage til det blanke papir,
for hvis du skal føre en samtale med det,
skal du også være i stand til at holde din kæft
og høre opmærksomt efter, for det råber ikke op i fjæset på dig,
og blankheden er distret grænsende til umærkelig
og stærkt provokerende – og tak skal den ha’ for de

ekstremiteter

I Yakutsk bliver der så koldt,
at når du slår en fis, så siger den plinge-lingeIling
og falder ned som istapper gennem buksebenet.

I Mongoliet har du lov til at være mongolsk
uden at blive drillet for det i skolen
eller bliver anbragt på en anstalt for udviklingshæmmede.

I Death Valley kan du spejle æg
på en sten eller på toppen af din cykelhjelm,
hvis du finder det passende at cykle gennem Dødens Dal.

På bunden af Marianergraven
behøver du ikke trykkoger for at lave mad,
og mørklægningsgardiner synes overflødige.

I Sahara er der ikke brug for sandblæsere,
sandkasser, sandpapir eller sandkager,
men sandheden er stadig ilde hørt.

På overfladen af planeten Venus
går alt udstyr i stykker kort tid efter landing,
og begrebet ugæstfrihed får en udvidet betydning.

I Langtbortistan er alting til en side,
og afsides er det samme som her-og-nu
og på det rette sted i tidens fylde.

Spillet

vi lever i de sidste tider,
slutspillet er i spil, selvom spillet er slut,
de falske spillere er ikke længere på hjemmebane,
taskenspillere klimprer endnu for en stund
på det store fingerklaver i den globale spillehal

der spilles op til dance macabre
der spilles på de sorte tangenter på det forstemte klaver,
hvilket indebærer en særlig forstemthed,
en forstemmende stemning af stemmer i folkedybet,
der aldrig er hørt og anerkendt som stemmeberettigede

der er en hel masse, der ikke stemmer,
når der ikke længere tales men blot råbes,
når der ikke ikke længere samtales men skriges i samdrægtighed,
når tavshed ikke længere er guld, og tale ej længere er sølv,
og når mundkurven er det nye normale

hvad taler vi om, hvis vi overhovedet taler?
kommer tale overhovedet på tale i hold-kæft-bolsjernes æra?
hvad stiller mennesket op med sine talegaver i fortielsernes tidsalder,
hvad er telefoner og talerør værd, hvis man ikke kan sige et ord,
og hvis man ikke har noget at sige eller skulle have sagt?

at tale sandt kommer ikke længere på tale,
i løgnens fuldbyrdede tidsalder er sandhed en joke,
magtens talerør kender ikke længere til sandhed,
sandhed er erstattet af korrekthed, følgagtighed og tjenstvillighed,
sundhed er erstattet en syg logik i en sociopatisk hjerne

vi lever i de sidste tider,
hvor de sidste rester af sund fornuft skylles ned
i det samme rør, hvorfra den store brune kloakstrøm
af uniformeret propaganda ankommer på daglig basis
og overskyller talerrør, hørerør og rør til enøjet tunnelsyn

så meget desto mere grund til at gå imod kloakstrømmen
og nægte at æde lort til middag med de fæle
så meget desto mere brug er der for at sige farvel
til automatisk tillid til storskydende pikspillere
og deres duknakkede eftersnakkeres globale casinohal

spillemand spil lystigt op, nu begynder dansen
så meget desto mere grund til ikke at danse til dæmonernes piber,
der leder den usikre-sikre vej til kaos og massemord,
blot fordi The City og Wall Street har sat det på menuen,
og et par slyngelstater har kørt deres beskidte skrot i stilling

hvis

Hvis vi kan skyde tårnet ned
lad os skyde det ned
Hvis vi kan trække stikket ud
lad os trække det helt ud
Hvis vi kan hive tæppet væk
lad os hive det væk underneden

Der er ingen grund til at vente,
der er ingen, der venter på os
Der er ingen brug for tilgivelse,
der venter os ingen tilgivelse ovenfra
Der er ingen grund til overbærenhed,
vi har aldrig mødt overbærenhed derfra

Hvis vi kan stikke en kæp i hjulet
lad os stikke kæppen helt ind
Hvis vi kan afbryde den onde cirkel
lad os klikke på afbryderen
Hvis vi kan forlange gennemsigtighed og forklaringer
lad os bombardere med forlangender

Der er ingen grund til at acceptere bullshit
lad tyren skide i sit eget skideskur
Der er intet, der tyder på imødekommenhed
lad os mødes i selvforståelse
Der er intet, der tyder på automatisk varetagelse
lad os tage vare på os selv