August - anarkistens almanak

Anarkistens dagbog 5

1. august - AI

det er AI’s skyld , er nu den nye konge over dårlige undskyldninger
og vi har allerede set den i funktion,
for det har allerede forlydt fra Ukraine og Iran,
at et folkemord på en pigeskole i Teheran
og et ditto folkemord på en skole i Uraine
ups-da-hovsa og den-så-vi-zørme-skisme-da-ikke-komme,
var en miskalkulation af AI – selvom det var med fuldt overlæg

‘AI har nu bevist…’, er den nye appel til autoritet,
og hvis nogen ikke skulde vide, hvad det er,
så er det en af de talrige falske logikker
beregnet på at fucke med din tænkning,
og AI er nu ifølge denne logiske fejlslutning ophøjet
til højeste autoritet, der kan skære tværs igennem uvidenhedens tåger
og som et Oraklet i Delfi komme op med ... sandheder!

AI bliver dyrket som den nye maskin-gud
Deus ex Machina, selvom den blot er et stykke software,
der bliver genereret i gigantiske datacentre,
der forbruger alt det vand til afkøling, der findes i et givet område
medsamt - når det er fuldt udbygget - 1/3 af en hel nations strømproduktion.
Men kan godt mærke en lille djævel komme op i én i form af en tanke:
hvis man vil aflive maskinguden, skal man bare slukke for det kolde vand.

AI over-rider menneskelig intelligens
ved at hævde, at der er tale om intelligens
og ikke præ-programmerede algoritmer + maskin-læring,
hvis begrænsning er netop program-algoritmens destillering af BigData,
der KUN kan gøre os dummere og dummere pga. destilleringen,
mens mega-maskinen forfølger sit deterministiske program
designet til at køre al menneskelighed ned i den digitale malstrøm

2 august - Imperiet

99% af den britiske befolkning har ingen som helst anelse om,
hvad Det Britiske Imperium var og er for en størrelse,
endsige hvad det har begået mod verdens befolkninger
i den 400-årige periode fra dets opståen i 1500-tallet
til dets formelle afvikling efter Anden Verdenskrig.

Vi er her nødt til at bruge ordet ‘formelle’, for Imperiet er blot morfet (morf nr. 1) til US-Imperiet = den store, dumme, muskuløse storebror, der følger direkte i dets fodspor, der stadig trækkes rundt næsen af inderkredsen i det britiske etablissement, deres loger, guilds, inns og hemmelige selskaber og institutioner, og som begår de samme forbrydelser mod menneskeheden som Det Britiske. Imperiet gjorde det samme som Romerriget, da det formelt ophørte: det morfede. Romerriget blev til Den Katolske Kirke, Det Britiske Imperium blev et netværk af finansvæsen med hovedkontor i The City of London (morf nr. 2), der er staten i staten, hvor britisk lovgivning ikke findes, og hvis bankkonti befinder sig off-shore udenfor rækkevidde og audition af britiske myndigheder. Sagt på en anden måde: de betaler ikke en penny i skat.

Det har 99% af den britiske befolkning ingen anelse om. Men primært har de ingen anelse om Imperiets væsen historisk set. Det er ikke uden grund, at dets tilnavn var Perfide Albion. Hvis man spørger velorienterede og historiebevidste folk rundt om i Verden, hvilken erfaring de har med Imperiet og den grad af racisme, udplyndring, mishandling og folkemord, der ankom med imperialismen / kolonialismen, får man en stribe udsagn, der vil få 99/100 britere til at tabe underkæben og sandsynligvis gå i fornægtelse.
Det kan simpelthen ikke passe, for det har vi aldrig hørt om!

Og de har vitterligt aldrig hørt om det, for det er totalt fraværende i historieundervisning for britiske skolebørn. Det er simpelthen frasorteret, bortfiltreret med fuldt overlæg. Det ville for længst have fjernet enhver tillid til autoriteterne, hvis englænderne ikke havde fået det, som etablissementet eufemistisk kalder for the noble lie, den ædle løgn (you can’t handle the truth).

Men denne udeladelses-løgn var kun en udsættelse af autoritetstabet og tillidsbrudet med etablissementet, for måden, den britiske regering behandler sine borgere på for tiden, har fået englænderne til at miste barnetroen. En statistisk analyse af briternes tiltro til mediernes troværdighed inklusive og i særdeleshed regerings-organet BBC (Danmarks Radios store forbillede) fra 1970’erne til i dag viser et fald fra ca. 60% til skaldede 10%. Det er i øvrigt den samme folkelige opbakning, som den afgående premierminister Keir Starmer har i meningsmålingerne.

Og interessant nok samme opbakning eller mangel på samme for Macron i Frankrig og Mertz i Tyskland. Autoritetstabet er et verdensfænomen i disse tider. Og med rette. For uden en overgangsfase med fundamentalt tillidstab til de autoriteter, der har vist sig uværdige til tillid, kommer vi aldrig videre.

Også interessant er, hvornår denne erkendelse ankommer til en bredere del af befolkningen i lille dumme velfærdsforstoppede Danmark.

3. august - autoritetstro

Det autoritetstro menneske er et væsen, der aldrig er blevet voksent.
Det tror stadigvæk fuldt og fast på, at ‘far og mor‘ er ufejlbarlige.

Og inden vi går videre, så handler dette udsagn ikke
om en generationskløft beregnet på at splitte mor-far og børn
men om et stykke uheldig psykologi hos mennesker,
der medfører en blind og ukritisk tro på autoriteter,
UANSET om disse autoriteter er værdige til en sådan tro eller ej,
og simpelthen FORDI de fremstiller sig selv som autoriteter,
må de være troværdige og skal derfor adlydes i ét og alt.

Det er en oldgammel ‘bug’ i det menneskelige bevidsthedsfelt,
der er udnyttet til fulde og på det groveste af Imperier og religioner.
Kejseren siger, Paven siger, kongen siger, regeringen siger, Staten siger, videnskaben siger, lægen siger, advokaten siger, institutionen siger, præsidenten-premierministeren og statsmedisteren siger, skolelæreren siger, eksperterne siger, Danmark Radio siger, FN siger, de siger-og-siger og røven går, men de sigende-talende røvballer siger ikke, hvorfor deres udsagn er absolut troværdige.

Autoritetstro er skabt udfra en viden om børns totale afhængighed af
og ubetingede tillid til deres forældre, hvilket er en biologisk-social nødvendighed, da menneskebarnet er et af de mest hjælpeløse pattedyrs-kræ på jorden. Denne skrøbelig relation er læst og forstået af de, der ønsker at stille op som autoriteter og blive dyrket og hyldet som sådan. Forståelsen er udviklet og finjusteret i de institutioner, der understøtter og promoverer deres autoritet.
Og det autoritetstro menneske er villig til at benægte, at det kan finde sted.

4. august - fuglefelt

klokken er 07:32, jeg sidder og nyder udsigten over nysklået græsmark og det næsten blikstille vand over den inderste lomme af Østersøen kaldet Bøgestrømmen og nærmere bestemt Jungshoved Nor iført en kop kaffe og en tynd sweather i den let kølige morgenluft, inden dagstemperaturer banker sig om på de 30⁰

og hey, der flyver lige en havørn forbi i 40 meters afstand 20 meter over jordhøjde kurs mod nord i retning af pileskoven, hvor den flyver så tæt på trætoppen, at den uden tvivl er ude på noget

de 75 gæs, der er landet på den laveste del af marken, kan ikke vide sig sikre, selv om den flyvende dør, som kæmpefuglen kaldes, for vingerne er nærmest kasseformede set nedfra, nok foretrækker nummeret mindre, f.eks blishøns eller ænder

og nu letter hele gåseflokken med en infernalsk gåselarm, og svalerne har travlt, for det har lige regnet, hvilket har sat gang i produktionen af myg, og hvis de spurgte mig, så skal de være velkomne til at spise så mange myg, der overhovedet kan komme i nærheden af

og hey igen, der letter også den okale stæreflok og laver en lille mini-sort-sol, for de kan ikke lade være med det, og så kan de godt stikke 500 kinesiste droner op et sted, hvor solen aldrig skinner, for intet computerprogram kan være med i opløbet, når der skal danses himmelballet på den store scene

5. august - hastighed

stenens hastighed
er svær at registrere, men den er der, den bevæger sig,
den tager sig bare god tid for så indimellem
at blive spyet ud af rødglødende hul i jorden,
hvorefter den lægger sig og ånder et par millioner år,
måske den interagerer lidt med is of vand
og andre sten i den mineralske storfamilie,
og hey, der tager sten steensen sig en rulletur
ned af fjeldet = sig selv – og DET går stærkt

plantens hastighed
er ligesom et langsomt dyr
ikke noget med at gungre henover vidderne
bare slow motion i ét billede pr. minut
man skal virkelig spidse ører for at høre græsset gro,
men man skal aldrig vende ryggen til en brombærbusk,
for så har den strukket en tre meter lang dødelig fangarm ud,
til gengæld kan man roligt vende ryggen
til de to sammenvoksede 6.000 år gamle oliventræer i Libanon
der står under navnet Noas Søstre
eller hvis du er villig til at gå lidt ned i pris,
så kan du også nøjes med det 4.000 år gamle Vouves-træ på Kreta,
der allerede stod der den dag, Kong Minos kom forbi

skildpaddens hastighed
skal på ingen måde undervurderes,
den sætter det ene ben efter det andet i jorden,
og se nu skildpadden Archibald, hvis menneskefamilie
ikke længere havde mulighede for at passe den,
så de forærede den væk til en anden familie, der boede 100 km væk,
hvilket Archibald ikke var tilfreds med, så en dag var han væk,
og ingen så ham, så han måtte enten være omkommet
eller også levede han sin nyvundne unkarleliv i en eller anden sump
- indtil han fire år senere dukkede op på sin gamle boplads ... og insisterede,
hvilket rejser følgende tillægsspørgsmål:
hvilket avanceret GPS-system havde han brugt?

kamelens hastighed
du tænker måske ikke på kameler som hurtige dyr,
men prøv du lige, min ven, at løbe fra en fornærmet hankamel
i dine ørkensandaler med 35 grader i skyggen,
og så vil du forstå, hvorfor det hedder stædig som en kamel,
og kamelkaravaner har stille og roligt krydset Sahara
og puklet løs for den beskedne løn af en høstak og en spand vand

vandrefalskens hastighed
now we are talking, pilgrimsfalken som den hedder derude,
for i sit dyk fra en skyfri himmel
... eller delvist overskyet, det må du selv om ...
og med noget i nærheden af 400 km. i timen
har den indstillet fokus på den indbyggede zoomlinse
og derefter låst sit varmesøgende infrarøde missilsystem
på den intetanende flok af trækfugle,
og nærmere bestemt et individ i flokken,
der er udvalgt efter ikke helt gennemskuelige kriterier,
og som ikke så det komme, før et sæt lammende kløer
rammer det lodret ovenfra og via chocket alene
får det til at stalle mod jorden

lydens hastighed
afhænger af mediet, luft: 1.235 km/t, 20⁰ varmt ferskvand: 2327 km/t
og hvis man tænker sig lyd gennem meget kompakte og ensformige materialer som f.eks diamant, så ville det være 15x hurtigere,
hvilket rejser spørgsmål om, hvad lyd er?
og om vi skal inddrage ultralyd, der nærmer sig lys og infralyd,
der nærmer sig jordskælv, og hvorvidt himmellegemer har en lydfrekvens,
hvilket de har, for det er optaget af rumsonder,
og det vidste man allerede i oldtiden,
og i middelalderen hed det sfærenes musik,
og hvorvidt visse dyr har en særlig evne til at sende og opfange infralyd,
hvilket de har, og det er målt og dokumenteret,
for en tiger kan lamme sit bytte med en subfrekvent lyd,
og elefanter med deres kæmpeører kan kommunikere over afstande,
der overskrider normal-frekvent lyds rækkevidde

lynets hastighed
vi ved det godt, først ser vi glimtet, og så hører vi lyden,
for lydtrykket og -frekvensen er overhalet indenom af den lynhurtige afladning
gennem plasma, og hvis du med rette spørger: hvad høvlan er plasma?
så er det ioniseret gas = elektrisk luft, og det er det,
der holder solsystemer, galakser og galaksehobe sammen
i et kosmisk magnetfelt og IKKE den 300 år gamle vildfarelse og blindgyde,
at simpel masse kaldet tyngdekraft er i stand til
at holde sammen på noget som helst,
så Newton tog fejl, og Kepler havde ret

lysets hastighed
se og frygt, der findes intet udover lysets hastighed,
men betyder det ikke, at vi stadig er lysår fra en forståelse af,
med hvilken hastighed Kosmos er holdt sammen?
og at sproget og dermed forståelsen ikke indeholder begrebet:
trans-hastighed, hvor hastighed ikke er et problem eller anvendeligt begreb,
for et proton i et givet atom kender uden forsinkelse et andet proton
uanset dets placering i rum og tid,
og hvad er tid i øvrigt andet end en latens i rummet?

tankens hastighed
det måtte jo komme
det er tankens proton, protonets tanke
det er væren og tilstand med omgående virkning,
det er virkning i samme åndedræt som årsag,
det er det evige NU, der aldrig er afbrudt af før-eller-efter
det ER

6. august - haven

Jeg har skrevet en bog. Jeg står med et prøvetryk i hånden.
Den er virkelig, den vil kunne købes inden længe.
Men en anden del af virkeligheden er,
at det ikke mig, der har skrevet den.

Lad mig lige forklare, for jeg er nu i færd med at anmelde en bog,
jeg har skrevet, men som jeg ikke har skrevet.
Bogen hedder Haven mellem himmel og jord.
Den tager sig afsæt i fotografiske billeder fra Assistens Kirkegård
skabt af fotografen Omar Ingerslev.
Med sit intense blik for fragmenter af havens sjæl,
det levede menneskeliv, der stadig hviler over stedet
og det fortællende felt, der er komprimeret
i sten, græs, træer og lys og de levende mennesker,
der til daglig opsøger haven, fordi de ligesom fotografen mærker,
at stedet er godt også for kropsliggjorte sjæle,
er der både fanget et tidsbillede fra en have,
der fandtes i uforstyrret forfald engang,
men også en have udenfor tiden,
hvor jorden rager ind i himlen,
og himlen rækker ned til jorden i kærlig omfavnelse.

Krukkeri til side, for selvfølgelig har jeg skrevet de tekster,
der forholder sig til disse billeder.
Men disse tekster skrev reelt set sig selv,
for uden billederne var de aldrig blevet til.
Billeder er som lynnedslag, de rammer umiddelbart.
Poetiske tekster er som rumlen af torden, der følger i latens.
Den omvendte proces kan også tænkes, men sådan var det ikke.
Både lyn og torden hører til denne energetiske ud-og-afladning.
Billederne kan sagtens stå alene som de udsagn eller fortællinger, de er.
Teksterne kan også stå alene som et stykke programmusik,
hvor billedforlaget er underforstået, udeladt eller decideret forsvundet.
Men hvis man spørger teksterne – og det har jeg gjort :-)
så har de det ikke godt med den ide.
De ville føle sig ensomme og forladte.
Med denne publikation, der nu udgives og gøres tilgænglig,
så behøver de ikke at føle sig ensomme – og de siger pænt tak!

7. august - Omar

dit navn var efter den store persiske digter Omar Khayam,
selvom du var pæredansk,
intet mindre ville være passende for en stor sjæl

du er her ikke længere, og jeg skal lige fatte det,
du forlod i går dit jordiske hylster i en seng på Herlev Hospital
i et forsøg på at korrigere et hjerteflimmer

jeg har ingen ret til at udtale mig om, hvad du har betydet for andre,
jeg kan ikke tale for andre, jeg kan kun formode,
men jeg kan udtale mig om, hvad det betød for mig at kende dig

og at du kendte og forstod mig som ingen anden nogensinde har gjort,
du var i stand til at følge med, når det gik stærkt uden for lands lov og ret,
du delte den samme trang til at forstå det hele, uanset hvad

du var en muse med en gavmildhed af inspiration og support,
og jeg vover at være så ubeskeden og muligvis prætentiøs at hævde,
at jeg efter bedste evne var noget lignende for dig - i gensidighed

du havde ordet til din rådighed, navnet Omar blev fyldt ud til kanten,
du var en maler i billeder, en fotografisk-malerisk kunstner,
som jeg havde det privilegium at samarbejde med

du er her ikke længere, og jeg skal lige fatte,
at jeg ikke længere kan føre timelange samtaler med dig
hverken gennem et telefonrør eller i samme lokale

dit hjertes muskel og elektricitet flimrede,
men dit sande hjertes indre kraft var uden flimmer,
for det rummede og favnede dem, du mødte

din sjæl forlod os et sted midt på dagen 6. august det Herrens år 2026,
men din sjæls aftryk og nærvær fra det hinsides
vil altid forblive uantastet og tilstedeværende - hvil i fred, min ven

8. august - når jeg tænker

når jeg tænker på døden, så tænker jeg på børn,
når jeg tænker på børn, tænker jeg på oldinge, der går i barndommen,
og når jeg tænker på barndommen, tænker jeg på alle de muligheder,
der snævrer sig ind i mellemtiden for at kunne virkeliggøres

når jeg tænker på virkelighed, så tænker jeg på illusionen,
når jeg tænker på illusionen, tænker jeg på, at vi blev bedraget,
og når jeg tænker på bedraget, tænker jeg på, at vi har et stykke arbejde,
der ikke kan udsættes eller sendes videre til eftertiden

når jeg tænker på eftertiden, så tænker jeg på min samvittighed,
når jeg tænker på samvittighed tænker jeg på Guds stemme,
og når jeg tænker på Gud, tænker jeg på,
hvor længe jeg har været afskåret fra livskilden

9. august - dobbeltmoral

og er det ikke for dårligt med al den menneskeskabte klimaforandring,
og er det ikke forfærdeligt med alle de koprutter,
der stiger til vejrs, og skal vi ikke bare betale en masse skatter,
så de stakkelse globalister, der vil os allesammen så godt,
kan få nogle flere skattepenge ned i lommen,
og al den CO²-forurening skal vi ikke tage og skamme os over den?
selvom plantelivet lever af CO², så de skal også skamme sig de onde grøntsager,
og nu blev jeg helt tør i munden af at harcelere over det onde menneskeskabte kli-i-ima, der intet har med solsystemets enorme impact at gøre,
og der er aldrig set noget lignende i Jordens historie, nej-nej,
så jeg tror lige, at jeg skal have mig en Coca Cola,
og fizzz så hev jeg proppen af, og ud fes der … CO²

10. august - foule

foule er den egyptiske nationalret - eller en af dem -
ikke fordi det er en kongeret til fester,
ikke fordi det er en sofistikeret gourmet-præstation,
men fordi egypterne er SÅ fattige, at de har været nødt til
at få det hele til at gå op,
at få det tilgængelige til at strække
for simpelthen at overleve

foule med den fulde titel foule madamas
kan fås for nærmest ingen penge på gaden i Cairo
og alle andre byer i Egypten og i de små hjem
og i stedet for at forklare, hvad det er, så kommer opskriften her:

i en pande med olivenolie kommes hakkede løg, der simrer til de er bløde,
dernæst hakket hvidløg, hakket grøn chill og salti, simre-simre
dernæst hakket tomat og en portion hestebønner (foule madamas)
eller som italienerne kalder dem fava-bønner
der moses med en gaffel og simre-simre
og når væsken er simret ind, så tilføjes frisk hakket koriander og/eller persille
og herligheden serveres med fladt brød
så hvis man er SÅ fattig som egypterne,
så skal ens daglige grundkost som minimum
være en kong Farao værdig

foule er ikke kun en nordafrikansk fattigmandsret,
men burde være relevant for danskere også,
ligesom nilgåsen er en fugl fra Egypten,
der også har slået sig ned her-til-lands,
for hestebønnen er en proteinrig dansk kulturplante,
der imidlertid er gået i glemmebogen i køkkenet
og er havnet som dyrefoder og jordforbedring,
så kom nu lige ind i kampen dorske dansker
og fat din fortid og formidable fremtid

11. august - i vor tid

vi kommer til at se det i vor tid
Imperiets fald, Oligarkiets tab af grebet,
et Babelstårn-øjeblik af hybris og nemesis

det ser måske ikke sådan ud,
skyhøje priser på alting, folkemord i Vestasien,
rekordhøjde for mennesker under fattigdomsgrænsen

en verdensøkonomi i laser med storspillerne klamrende sig
til deres Onkel Joakims pose-med-guld,
mens de lyver for at redde deres skind en stund endnu

du kan godt høre det, ikke?
er det indbildning: i laser ... klamrer ... lyver ... for at redde ...?
er det en ønsketænkende fortolkning af signaler?

læg dertil et globalt lederskab, der aldrig har været så ringe,
så inkompetent og åbenlyst handlende imod deres egen interesse,
for ikke at tale mod folks interesse, som de alligevel ikke gi’r en skid for

strækket og afstanden mellem lederskab og befolkning er som en elastik
eller enbuestreng - enten knækker den, og de ryger baglæns med et smæld,
eller også går den af uden pil på buen, så selve buen knækker

eller også - for at gøre billedets muligheder færdig -
bliver de ved med at trække uden at slippe
og helt udover pilens længde, hvorved buen knækker alligevel

12. august - profetens tale

Profeten Alkaseltzers tale til menigheden i Mavesyrien:

I hundehoder, I høns uden hoder, I kyllinger uden hjerner!
Hvornår har I fået nok af at lege med jeres egen afføring,
sove i timen og pille næse i frikvarteret?
Er der absolut intet, der kan forstyrre jeres skønhedssøvn,
er det muligt blot for en stund at få fingrene ud af trækkanalen
og stikke den i vejret for at vejre, hvad vej modvinden blæser,
eller sidder der så for meget lort på den, at det ikke kan lade sig gøre?

Og det lader også til, at der sidder for meget bæ i øregangene,
til at lyden at brandalarmer pluralis kan trænge igennem jeres hjerneskaller,
og at der sidder hele kager af søvn i øjenhulerne,
så I ikke kan se det, selvom det står og flaprer lige for næsen af jer!
I synger børnesange for voksne, mens vandet stiger i skroget,
der svømmer allerede dumme torsk rundt i bundvandet af Dødssejleren,
mens kaptajnen er gået i dørken stiv af rom.

I halvhjerner, fatter I ikke, at dette er sidste udkald?
Er det helt uden for jeres underfrankerede referensramme,
at MERE apati i tider, hvor det ikke bare går skævt med ad helvede til,
nok muligvis-måske ikke er det bedste, I kan komme op med,
eller også ER det, det bedste, I kan komme op med,
hvilket i så fald betyder, at I rent faktisk har tænkt jer at gå syngende
ind ad hovedporten til Vestforbrændingen og blive til ét fedt.

Eller kunne det tænkes, at der stadigvæk er to hjerneceller,
og et par intakte synapser, der kan sige bzt-bzt,
og som med en kraftig opfordring og udsigten til en sukkerknald
vil være i stand til at påvirke resten af den henkogte organisme
til et aktivitetsniveau tilstrækkeligt til kl. 11:55 = 10 cm. før målstregen
at forhindre overskridelsen af sidste salgsdato
på vej mod sidste holbarhedsdato for menneskelig eksistens?

13. august - Carl Mar er død

August er åbenbart dødens måned.
Carl Mar Møller døde i dag. Han blev 72 år, hvilket synes for tidligt for en så livskraftig personlighed. Men hvad der er for tidligt eller blot til tiden, har vi hverken indsigt i eller ret til at udtale os om. Det er blot en talemåde, der udtrykker empati. Vi kondolerer, som det hedder.

De fleste har kun oplevet Carl Mar via medierne. Han kunne være provokerende. Det kunne han, fordi han ... kunne. Og fordi han valgte det. Når journalister og interviewere stillede deres dumme og fordomsfulde spørgsmål på vegne af denne verdens normies, som de blev betalt for at lefle for, så gennemskuede han dem. Han var meget klogere end dem - og de fleste mennesker.

Udenfor medierne var han ganske anderledes. Jeg kan ikke sige, at jeg kendte ham personligt, men jeg har mødt ham og tilbragt en hel nytårsaften i hans og andres selskab. Han var mild, venlig og tænksom og altid lyttende.

Han var en af Danmarks dygtigste psykologer og psyko-fysiske terapeuter. Han gik også under betegnelse sexolog, men det synes mere at være en salgsvenlig betegnelse for psykologer, der beskæftiger sig med forholdet mellem mænd og kvinder … og øøh, handler psykologi ikke om det? Hardcore feminister holdt vældig meget af at hade ham, men mange kvinder havde stor respekt for ham, fordi han forstod at adressere de virkelige problemer. For alle kvinder er ramt af de negative følger af feminismen - inklusive feministerne selv. Feminismen skabte på ingen måde lykkelige kvinder.

Han så også, hvordan mange mænd var blevet ramt af dette stykke destruktive kønspolitik, som heller ikke feministerne var i stand til at gennemskue. De havde frivilligt gjort sig selv til redskaber for en agenda, de aldrig forstod eller identificerede. Den smagte bare godt her-og-nu, de hoppede på limpinden.

En af følgevirkningerne var fænomenet den bløde mand.
Euww! man krummer tæer af pinlighed. Det paradoksale, der røber feminismens kunstighed, var at feministerne, selvom de forlangte af mænd, at de skulle blive bløde, fø-ø-ølsomme og efeminiserede, så foragtede de det færdige produkt. De gad skisme-da-ikke at være sammen med en regnorm uden rygrad, der altid strøg dem med hårene. Men de forstod ikke, hvad de havde skabt.

I dag er der opstået det, der indenfor sundhedsvæsenet kaldes for UTH, utilsigtede hændelser. Kvinder stiller helt urimelige krav til mænd, for de kan ikke styre al den forkælelse, som feminismen banede vejen for. De er blevet til konerne i muddergrøften. Og den grænseløse vil-ha’-mer-kone havnede som bekendt i muddergrøften, hvor hun kom fra. Man kan næsten påstå, at brødrene Grimm for 175+ år siden forudså feminismen, og de var jo blot folkemindesamlere, så eventyret om fiskeren, den magiske flynder og den grådige kælling i grøften er meget ældre. Hvad der er sket for os i dag var folkelig visdom for hundreder af år siden. Moderniteten afskaffede visdom og tradition.

Resultatet af feminisme 2.0 + social-medie-narcissisme er, at mange mænd og især de unge mænd konsekvent undgår de unge kvinder. De ser, at de kommer til at brænde fingrene, og at de aldrig ville kunne stole på dem. Den sociale kontrakt er brudt. Kvinderne forstår ikke, hvad der er sket, for de er bare blevet pumpet med, at de kan kræve konstant særstilling. For feminismen handlede aldrig om ligestilling, det var bare den lækre-smarte parole.

Carl Mar tog fat i de bløde mænd og udsatte dem for vildmands-terapi, hvor de drønede rundt i bar røv i go-carts i mudderpøle. Det har været et syn for guder! Men disse mænd var dybt fornedrede i forvejen, så der skulle helt andre metoder til end læg dig ned på briksen og fortæl mig om dine drømme. Klassisk psykoterapi eller samtaleterapi var utilstrækkelige, de kunne aller-højest supplere før-og-efter.

Mænd har et svagt punkt. De er ekstremt tålmodige med deres hustruer. De finder sig i hvad som helst for husfredens skyld. Men feminismen satte denne tålmådighed på en prøve og promoverede legitimering af mandehad og kvindeligt hustyranni. Ved at fjerne polariteten blev den naturlige balance mellem de to køn sat over styr. Det var med fuldt overlæg, for feminismen var blot en af mange varianter af kulturmarxismen, der som erklæret formål havde nedbrydelsen af den vestlige civilisation - hverken mere eller mindre.

Der kommer et punkt, hvor tålmodigheden snapper. Snoren knækker, og den er meget svær at reparere. Familiestrukturen i den vestlige civilisation er gået i stykker. Manden som traditionel forsvarer og forsyner af familien er faldet bort, for han bliver ikke værdsat for det. Han bliver foragtet og forhånet for det. Neo-feministerne taler om toksisk maskulinitet, hvorefter ALLE mænd er stemplet som voldtægtsforbrydere.
Så langt ned i muddergrøften er vi kommet.

Hov, glemte feministerne ikke at spørge børnene om,
hvad de følte for det dybt toksiske egotrip?

Ære være Carl Mars minde.

14. august - august

Måneden burde egentlig iflg. det romerske talsystem have heddet sextiliis, den sjette måned, på samme vis som de følgende måneder tæller op september: syvende, oktober: ottende, november: niende, december: tiende. Vi lægger selvfølgelig mærke til, at der åbenbart så kun er ti måneder i året. Det skyldes selvfølgelig, at januar er den elevte, og februar er den tolvte. Det giver i øvrigt langt mere mening, for et nyt år starter med en naturens genfødsel, hvilket sker ved forårsjævndøgn i marts.

På dansk hed august høstmåned. Det er et navn med en væsens- eller kvalitetsbeskrivelse og ikke et udtryk for et imperialt administrationsapparat.
Det er et kulturnavn og ikke et regeringsnavn. For det er nu, at kornet står gyldent og modent.

Men august er blevet hængende, fordi den er opkaldt efter kejser Augustus, ligesom juli er opkaldt efter Julius Cæsar. Til gengæld bevarede nordboerne deres ugenavne efter månen, Tyr, Odin, Thor og Freya. Så er der selvfølgelig løverdag, for nu skulle der vaskes tøj og solens dag, sunnudagr. At søndag skulle være en helligdag er kristent og ikke nordisk-germansk.
Og på syvendedagen orkede Gud den Almægtige ikke mere skabelse,
så han smed sig sidelæns på fifaneseren og tog sig en morfar.

15. august - hornugle

Den store hornugle er en af de største ugler i verden.
Den kan veje op til fem kilo og blive 60 år gammel.
Den lever af alt fra fugle, rotter kaniner, harer, men den er så stor, at den også kan angribe en ræv, en ulv og et hjortekid.

Denne dødbringende kraft skyldes dens kløer. Du vil ikke gerne have dem siddende i flæsket en sensommerdag, men du står heller ikke på dens menu. Man sammenligner ofte bid og greb på dyr, og den store hornugles - på latin Bubo Bubo - har et greb, der svarer til bidet på en tigerhaj. Den knuser ofte hjerneskallen på sit bytte.

Og nej, det, der ligner et par ører, der stikker op på hovedet, er ikke-auditive kommunikationsorganer. Øjnene sidder fikseret i hovedet og kan ikke dreje sidelæns som på andre dyr. Til gengæld kan den rotere sin hals 180⁰. Den kan altså se sig selv over nakken.

Det er muligt at have en tam stor hornugle som falkoner. Og de skulle efter sigende være meget stabile og forudsigelige. Er den så et klogt dyr? Well, hvad vil det sige, og har alle dyrearter ikke deres særlige form for klogskab?

16. august - rap

det var den fjerde august,
min cykelkæde var fuld af rust,
og cykellåsen due’d ej, fordi dens lås var låst,
og nøglen manglede, fordi en krage tænkte
at det var dens morgenmad,
og jeg har intet mod en gammel ost med æblemost
så heksen kom og tog mig på sin kost
og tog mig nord og syd og vest og øst,
hun tog mig sidelæns den norske kyst
og hendes fejekost var ikke bare blot til lyst
og heksekunster kan man ikke feje ind under gulvtæppet
for hun var rapkæftet og velbehæftet til støvleskaftet
smalhoftet, karriereløftet ved årtusindskiftet
så tag en tur på smalkosten, skånekosten og glem alt om rusten
tag en tur i masten og ned i lasten med svabergasten,
og hvad hvad du glemmer i hasten, gemmer du til katten
så luk katten ud af sækken med en hel kasse høns
luk røven og kæften, luk ned for gesjæften
luk hunden ned i grøften og rotten ud af loftet
for rap i kæften giver ingen mening udenfor Andeby
hvor Fedtmule, Fætter Guf og Bedstemor And
tager på badeferie i en svømmepøl i Disneyland
og sover hele dagen lang efter mørkets frembrud
med mørkets udskud til laveste udbud
sæt ild til en uldklud, giv Fanden en braktud
kør svinet fuldtud som hel- eller halvgud
jeg rapper udenom og indenad i andemad
jeg ripper op i andegården og dens falske inderlighed
fra Donald Duck til Donald Trump’ens krigs-liderlighed
alt besidder-lighed, overskider-lighed
uterlighed, indbildshed, utroværdighed
landsforrædderlighed eller bare rædderlighed
hvorefter jeg rapper mig tilbage til Rådhuspladsen
og må konstatere, at kæden var rusten og røget af,
og at jeg var havnet i grøften sammen med hunden
og rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn
hvor jeg føler mig dum som en torskerogn

17. august - gør døren høj

Min ven, jeg genkendte dig, og du genkendte mig.
Vi kendte hinanden som brødre, selvom jeg aldrig havde en bror.
Vi så og erkendte hinanden som forbrødrede
begående den samme helligbrøde ganske uden brødebetyngelse.

Min ven, du var der altid med din broderlige omsorg.
Du sparede aldrig på lovprisninger og anerkendelser,
og jeg formåede næppe at give tilbage i lige mål
omend forsøgt efter bedste evne.

Min ven, du efterlader mig i et ingenmandsland af fravær.
Og dog ved nærmere eftertanke er der også efterladt et nærvær,
en aldrig fraværende tilstedeværelse til enhver tid,
hvortil jeg hver dag kan vende tilbage med tryghed og taknemlighed.

Min ven, at have kendt dig fortæller mig, at det er muligt
at kende et andet menneske og selv at blive kendt.
Du var mere end et godt bekendtskab, du var en musisk kundskab,
en intuitiv kilde til spontan og uventet visdom.

18. august - Imperiets essens

Der er en grund til, at Imperiet ikke kan erkende sig selv,
at det ikke kan besinde sig og skifte kurs,
at dets overgreb kun kan tage til og ikke ophøre,
og at Imperiet er nødt til at lyve fra morgen til morgen hele året rundt.

Imperiet er en maskine,
og i maskinrummet og førerhuset har maskinen selv anbragt de,
der er villige til at gå hele vejen, fordi de ikke har noget valg,
og fordi de er fucked-up i en grad, der undrager sig beskrivelse.

Imperiet hverver de, der er uden for pædagogisk rækkevidde.
De er ikke belastede af en menneskelig egenskab,
som resten af Jordens befolkning
bærer rundt på: samvittighed.

De har ingen indre stemme, der forhindrer dem i at misbruge andre.
Hvis de har en indre stemme - og det tyder alt på, at de har -
så er det en stemme, der siger til dem, AT de skal misbruge andre,
fordi det både er deres ret og deres pligt, og at dette er (syg!) kærlighed.

De tænker ikke som alle andre, deres verdensbillede er vendt på hovedet.
For dem er ondt det samme som godt,
og jo mere ondt de gør, jo bedre er det.
De har et satanisk (modsat, omvendt) verdensbillede.

Har de overhovedet en sjæl, og er de overhovedet mennesker?
Det er et godt spørgsmål = det er svært at svare på.
Det kan siges som følger: Deres menneskelighed er i bedste fald gravet ned,
og de har ikke adgang til at grave den op igen.

Imperiet er administreret af af typer, der mental-teknisk set er psykopater,
sociopater, narcissister eller blot: uforbedrelige galninge.
De bevæger sig udelukkende rundt i uigennemtrængelige mentale bobler,
som galehuse af selvforståelse og selvsving, der er skabt for dem.

Intet, der kommer ud af munden på dem, er til at stole på.
Det er muligvis muligt at forhandle med Imperiet og dets køtere,
men der kommer intet ud af disse forhandlinger, og såkaldte aftaler,
der måtte indgås, er ikke det papir værd, de er skrevet på.

Det eneste, der holder Imperiet af i dag kørende, er det faktum,
at det besidder atomvåben, OG at det i modsætning til andre nationer,
der har været nødt til at anskaffe sig atomvåben,
har tænkt sig at bruge dem, hvis de føler, at de taber grebet.

Det eneste, der kan stoppe Imperiet, er dets indre sammenbrud.
Et sådant sammenbrud er kun muligt, hvis en tilstrækkelig stor del
af befolkningen ankommer til en forståelse af, hvor galt det står til,
og der herefter danner sig en stærk bevægelse i retning af forbedring.

Imperiet tåler ikke selskab i øjenhøjde, der er intet over Imperiet,
ikke engang Gud, for Imperiet ER gud, maskinen ER gud -
mperiets selvforståelse og dets såkaldte perverterede kærlighed
er intet anden end den værste og ynkeligste af alle dødssynder: misundelse.

Grådighed er ikke syndigt nok for Imperiet,
det er ikke nok bare at rage til sig, Imperiet er nødt til at ødelægge
ALT, det kommer i nærheden af af storhed og trivsel og rigtig kultur,
og det bliver helt grå-sygt-rasende, når det møder ægte storhed andetsteds.

Imperiet er nødt til at afgå ved døden i ensomhed.
Det har ingen venner, kun ja-sigere, krystere, opportunister, undersåtter,
og de der naivt har troet, at de kunne række Fanden en lillefinger,
uden at han kom tilbage og tog hele armen.

Og det er sandt, som det står skrevet,
at de ydmyge(de) skal arve verden.
For kun død og ødelæggelse kan nogensinde komme fra Imperiet,
det gode menneskeliv vil komme fra de, der blev frataget det.

19. august - misundelsen

Lad os dvæle lidt ved misundelsen
og forstå lidt mere om Imperiets grundfølelse.

Vor tids Imperium er Det Britiske Imperium.
Det morfede-metasterede til US-Imperiet af i dag,
men inde i maven på den store, dumme, muskuløse lillebror,
sidder den smarte storebror stadig og trækker i trådene.
Det Britiske Imperiums forbillede var Romerriget,
hvis forbillede igen var grækerne og Alexander den Stores rige.

Romernes kultur var en misundelsens kultur.
Megalomani bygger på misundelse,
for ægte storhed har ikke brug for at hævde sig på andres bekostning.
Andre skal ikke ned med nakken, for at ægte storhed kan komme til.
Romerriget var en opkomling, en lillebror i forhold til de ældgamle kulturer,
der fandtes i datidens Nordafrika og Vestasien. De var kopister, plagiører.

Så da romerne satte deres fødder i de gigantiske hypostele-haller i Egypten,
var de lamslåede af deres storhed, som de vidste, de aldrig kunne skabe.
Da de oprindligt ankom til halvøen med støvlen og så, hvad etruskerne havde,
måtte de stjæle det og fordrive dem til den Iberiske halvø.

Da de romerske soldater og generaler stod
ved den stejle kyst ud for Santiago di Compostella på den Iberiske Halvø,
hvortil de havde fordrevet den overvundne befolkning
og så udover det mægtige Atlanterhav, så havde de mødt noget,
der var større end Imperiet.

Da de romerske legioner trængte ind i de enorme skove i Germanien
på den anden side af Rhinen, var de allerede bange,
for deres krigsmaskine var ikke skabt til guerillakrig.
Og de blev ikke mindre bange, da det væltede ned om ørerne på dem,
af velorganiserede germanske skovkrigere,
hvilket endte med udslettelsen af 25.000 mand
i skovene ved Teutoburg.

Det Romerske Imperium morfede i sin undergang.
Det reddede sig selv og sin maskine over i Den Katolske Kirke.
Det genopstod senere som Det Hellige Romerske Rige,
som Frankerriget, Napoleons kejserrig og som Det Tredje Rige.

Men det genopstod sideløbende som Det Britiske Imperium.
Og ganske vist trampede de romerske legioner henover landjorden,
men ikke at forglemme var de en særdeles sejlende stormagt,
for et af deres største misundelsesobjekter var den i endnu højere grad sejlende fønikiske kultur, hvis torn i øjet var deres udpost i nuværende Tunesien,
og hvis navn lød i det romerske senat:
Og i øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges (Scipio, senator).

Romerne var et handelsfolk. Men de tillod ikke ligeværdig samhandel.
For dem handlede det om dominans af hele Middelhavet og dets omkrans.
Et kort af Romerriget beskriver derfor skraverede felter rundt om Middelhavet.
Men dominans kan kun finde sted på andres bekostning.

Det Britiske Imperium er inkarnationen af Søimperiet.
Det er sammensmeltningen af det fønikiske og det romerske søherredømme kombineret. Og læg dertil alt det, de lærte af vikingerne, der i flere hundrede år regerede de britiske øer.

Som søimperium var de konstant paranoidt-misundelige.
Intet andet en dominans / monopol / overherredømme var acceptabelt.
Det Britiske Imperium opnåede alt det, som romerne ikke var i stand til.
De har oversejlet-overtrampet samtlige lande på Jorden - bortset fra 20.
Overalt, hvor de kom frem, har de plyndret, myrdet og bedraget.
De var et smart Imperium. Da de mødte Silkevejen blev de seriøst misundelige.
De nedlagde dette handelsnetværk med deres søveje.
De stjal den kultur, de mødte i Indusdalen og skabte indus-trialismen,
hvilket var nøjagtigt som romerne gjorde med etruskernes højkultur,
som de hævdede at de selv havde opfundet.
Og som den mest usselt tænkelige tak,
mishandlede de deres kronkoloni Indien på det skammeligste og reducerede Indiens bidrag til verdens BNP (bruttonational-produkt) på engelsk GDP fra over 20% til 5%, da de var nødt til at trække sig. Fattigdom var ikke et fænomen i det klassiske Indien, nu lå der folk og døde på gaden.

Misundelse skaber elendighed overalt, hvor det kommer frem.
Jorden et rigt sted i Universet. Der er nok til alle.
Nød, hungersnød og elendighed burde være utænkeligt.
Kun Imperiets syge hjerne har gjort det muligt.

20. august - Herkules’ tårn

Galicia / Galicien. Hvor mange danskere har hørt om det sted?
Næppe ret mange, og endnu færre har været der.

Måske har de, der er hoppet på trenden med en pilgrimsrejse hørt om det.
Eller rettere det har det, for de klassiske pilgrimsruter - og der er flere af dem, ikke kun den mest kendte fra Lourdes - ender alle i Santiago de Compostella, der er hovedstaden i den spanske provins Galicien. Alle veje fører til det andet Rom. For de, der ikke skulle vide, hvor det er, så er det den stump af Spanien, der rager henover Portugal ud mod Atlanterhavet.

Når jeg tager ind til byen, er det altid med det håb at tale med mennesker. Jeg skal som minimum have haft en kort men meningsfuld samtale med ét menneske. I dag blev det flere end én.

København viste sig fra sin mest charmerende side. Vejret var fint uden at være lummert. Der var stadigvæk en lidt doven sidst på sommerferien-stemning. Børnene var startet i skolen igen, så det arbejdende mennesker var vel snarere veludhvilede fra ferien end andspændt trængende til ferie. Måske var det mine øjne, der lige den dag så byen med milde øjne. Måske var det, fordi jeg for første gang i årevis havde medbragt min cykel. København er cyklernes by og opleves bedst på cykel.

Jeg må indrømme, at det en gang imellem er tilfedsstillende at sætte sig på en vinbar. En af byens bedste findes på Værnedamsvej ved navn Falernum. De har et kæmpe vinkort, og man kan også bestille snacks og udmærkede småretter eller hovedretter til, men det er mest en vinbar. Det, der kvalificerer en vinbar, er at tjeneren eller bartenderen er vinkender. Ikke på ekspertniveau, han skal ikke være en vinsmager-guru, han skal være en superbruger. Han ved, hvad det er, han skænker op, og han ved også, hvad han skal anbefale til en kunde. Han skal kunne læse kunden og inspirere. Kunden skal føle sig i sikre og kompetente hænder og gå tilfreds derfra.

Og ja, det suger i pengepungen at bestille tre glas vin af høj kvalitet. Det sker ikke hver dag. Og man skal kun gøre den slags, hvis man rent faktisk værdsætter det og ved, når et glas vin er noget særligt.

Bartenderen var en ung spanier. Det er efterhånden blevet sådan i København, at der ikke længere tales dansk af personalet på mange cafeer og restauranter. Det irriterer mig lidt. De gider ikke engang at prøve på at lære dansk men ankommer bare fra hele verden og regner med, at vi taler engelsk. Hvilket vi selvfølgelig gør. Den unge spanier var på ingen måde irriterende. Han udstrålede ro og autoritet. Han var professionel på den fede måde.

Jeg prøver altid at finde en indgang til en samtale, hvis jeg fornemmer, at der er noget at hente. Han var spanier, men han var også galicier, viste det sig. Jeg er en af de danskere, der rent faktisk har været der. Jeg er f.eks klar over, at Galicien er berømt for Spaniens bedste hvidvine. De gror på skråningerne i Ribeira Sacra, den hellige flod, hvor dusinvis af middelalderlige klostre var bygget. Og munkene dyrkede vin.

Vi kom til at tale om romerne, der som et af de sidste steder i Imperiets ekspansion ankom til Galicien. Og da de romerske legionærer stod ved kysten udfor Santiago de Compostella og så Atlanterhavet indså de, at det var større en Kejseren af Rom og hele hans rige. Emnet er intimt og vedkommende og vigtigt for den unge, intelligente spanier, og pludselig vender han sig om med sine korte bukser og viser en stor og kunstfærdig tatovering på sin højre læg af det ældste kendte og stadigt funtionelle fyrtår i Europa: Herkules’s tårn.

Det er fra ca. år 500 f.Kr og ældre end det navnkundige fyrtårn i Alexandria (et af antikkens syv vidundere), da det er bygget efter de originale arkitekttegninger af dette. Det er en hel stak vigtig mytologi knyttet til det, som vi ikke skal fordybe os i. Men det var helt tydeligt en hjertesag for manden, hvilket jeg bøjer mig for i anerkendelse.

21. august - gæsten

det var mandag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er Lykken,
er du den lykkelige eller ulykkelige?
jeg sagde: Jeg er den ulykkelige aspirant til den lykkelige,
og den ankomne sagde: Du accepterer hermed muligheden for lykke

det var tirsdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er Sorgen,
er du den sørgmodige med mod på sorg og forløsning?
jeg sagde: Jeg sørger, men jeg tror, du sørger for min sorg,
og den ankomne sagde: Gennem sorgen tillader du forløsning

det var onsdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er dit skabende Jeg,
er du klar til at skabe, eller vil du blot sidde i skabet?
jeg sagde: Jeg accepterer min Skaber som mit Jeg,
og den ankomne sagde: Din Skaber har ingen begrænsninger

det var torsdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er Vreden,
ønsker du den virkningsfulde eller den meningsløse vrede?
jeg sagde: Erkendelse har skabt min vrede, hvordan giver jeg den mening?
og den ankomne sagde: Din vrede er i sikre hænder, lad os tale om det

det var fredag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er Skæbnen,
er du den, der tror på skæbnens uafvendelighed eller venlighed?
jeg sagde: Siden du er Skæbnen, så fortæl mig om afgørelsen,
og den ankomne sagde: Det er dig, der er afgørelsen

det var lørdag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er din Sjæl,
mener du, at jeg er et uddateret falsum, eller at jeg er ankommet fra Skaberen?
jeg sagde: Hvis du er Sjælen, så kan du kun være fra Skaberen,
og den ankomne sagde: Jeg er dig selv og Skaberen på samme tid én gang.

det var søndag, og det bankede på døren
jeg åbnede og spurgte: Hvem er du?
den ankomne svarede: Jeg er er din Skaber,
er du rede til en samtale i øjenhøjde?
jeg sagde: Hvis du er Skaberen, så velkommen i min ringe hytte,
og den ankomne sagde: Jeg hører hjemme hos alle skabte i deres hytte.

22. august - kætter

Definition [kætter]
En person, der vedholdende fremfører synspunkter, der ikke er anerkendt eller synes passende udfra et ortodokst synspunkt
Definition [ortodoks]
Den rette tro ifølge kirkelige anvisninger.
En opdateret definition vil være politisk korrekt, et udtryk, der stammer fra bolsjevikkerne og Den Russiske Revolution og betyder: ifølge partilinjen.
En kætter for tiden og under diverse nye navne er en person, der ikke anerkender Magtens afgrænsning og beskrivelse af virkeligheden i erkendelse af denne Magts illegitime og forløjede krav på monopol af den beskrevne virkelighed baseret på Magtens evindelige egeninteresse.

Jeg må se i øjnene, at hvis jeg havde levet i Middelalderen og tilhørte en af mange grupper, der mente, at pavestaten ikke havde monopol på alle synspunkter vedrørende tro og forhold til Universets Skabende Kraft kaldet Gud, så ville jeg være fordømt, udråbt som en kætter, synder, vantro, hedning, heks, brændt på bålet, smidt på hjul og stejle, ekskommunikeret, henrettet, tortureret, ostrakiseret, stillet for Inkvisitionen.

Hvis jeg, som jeg vistnok gør, lever i en nutid, der hævder at have distanceret sig fra den mørke tid efter Romerrigets fald + middelalder og protestantisk renaissance, så kan der tilføjes diverse charmerende udtryk som:
svinet til, latterliggjort, udstødt fra samfundet, mishandlet, undertrykt, berufsverbot’et, sat på terrorlisten, mistet mine sociale points, deplatformed, cancelled, indefrosset, debanked, dømt iflg. påvirkningsloven, stemplet som samfundsskadelig, politisk ukorrekt, statsfjendtlig, dissident / afviger, konspirationsteoretiker ... suppler selv med passende synonyme udtryk, der er nok at tage af og flere, hvor de kommer fra.

Der findes kættere i alle kulturelle felter, vidensfelter, meningsfelter og informationsfelter.
Der er rige muligheder for at være kætter i dag som dengang.

De rige muligheder skyldes, at Magten i dag som dengang er kujonagtig.
Magten er bange for de, som Magten holder af at tænke på som de magtesløse. Hvorfor skulle Magten være bange for de magtesløse, når den er så magtfuld?
Svaret er: Fordi de magtesløse overhovedet ikke er magtesløse.
De såkaldt magtesløse er holdt i en kunstig tilstand af overbevisning om, at de er magtesløse, hvilket de ikke er.
De såkaldt magtesløse er passiviseret ifølge det romerske koncept om Pax Romanorum og påbudet om ’at give kejseren hvad kejserens er’ svarende til det kristne pseudo-begreb om ’at vende den anden kind til’, der i humanismens æra blev til passisfisme. Passifisme er et stærkt bedragerisk begreb, der sælger sig selv som anti-vold og anti-krig, men som i virkeligheden er anti-muligheder for at forhindre krig og vold. Det er defaitisme og sidden-med-hænderne-i-skødet.

Jeg vedstår mit kætteri, jeg erklærer mig selv en kætter.
Jeg tager det som et skulderklap, jeg anser det som et ridderslag.
Skulle Magten en dag slæbe mig i uretfærdighedens retslokale for kætteri,
vil jeg for det første betragte det som Magtens indrømmelse af sin magtbrynde og sit overgreb, og for det andet betragte det som en æresbevisning af både min og mine medmenneskers rettigheder og retsfølelse.
Skulle Magten en dag vælge at slå ned på kætteriet under hvilket navn og påskud, Magten måtte vælge, så vil jeg konstatere og registrere dette nedslag og se det i øjnene uden at acceptere.

23. august - emotionelt farvespektrum

jeg har den blå følelse i den blå time
ikke at forveksle med blåt blod, som jeg så vidt vides ikke har noget af
men snarere en tilstand af blåfrossenhed
I Got The Blues (Northern not Southern)
og hvad er denne højt-og-lavt besungne blåfølelse
andet end at være bortført fra ét habitat og tvangsindsat i et andet
med en dertil livslang og trans-generations-vedvarende følelse
af ikke at høre til og ikke at slå til ?

jeg har den grønne følelse i grønne omgivelser,
at grønne afgifter og grønvaskeri i bund-og-grund
hører hjemme i kategorien ’grøn af misundelse’
i en imperial konstruktion vendt imod alt,
der gærer, grønnes og gøres,
og ikke et ord om Grønland i tider
hvor grøn-bag-ørerne grønskollinger lader som om,
de har styr på verden, og at månen er lavet af grøn ost

jeg har denne følelse af gul-over-det-hele,
og hvad er der med denne farve af gul-gusten,
dette mellemstadie fra det røde blod
til det gråhvide blodløse afsjælede legeme
hellere gul end grå, hellere rødmosset end blåskimlet,
og de taler om den gule fare, hvor det for 40 år siden var den røde fare,
og de taler, og de taler, og de skifter farve, hver gang, de taler,
og den gule presse taler ligeså usandt i dag som dengang

jeg har den orange følelse overalt på min appelsinhud
i min turban på en rødgul dag i urban-Durban,
og vidste du, at ordet orange ikke fandtes
som farvebetegnelse for 200 år siden?
for det hed just ... rødgul, hvilket er nøjagtigt, hvad det er,
og buddhistmunke i saffran gevandter
lyser op på tempelpladser med hvide snetoppe som bagtapet
i mellemstadiet mellem genfødt og himmelbegravet

jeg har den røde følelse af, at det snart koger over,
at der er nogen, der er røde i hodet af raseri
og i færd med at få røde ører,
og at den røde klud, de har viftet med en gang for meget
og som har fået det hornede bæst til at se rødt,
eventuelt vil farve jorden rød af deres eget blod
efter en æon, hvor de har udgydt andres i et omfang,
der er nok til at fylde både den hvide og blå Nil og den Røde Flod

jeg har den lilla følelse af at være mørbanket og sønderslået,
for blå mærker er overhovedet ikke blå – de er lilla!
og vi taler ikke om tyrensk purpur udvundet af en sær snegl i Middelhavet
som kun oldtidens adelsmænd og –kvinder, paver, kejsere
og engelske konger og dronninger havde lov til at bære,
hvilket, når man tænker over det, ikke er i orden,
for ingen magt har lov udover den, de lige har lavet selv,
til at bestemme hvilket tøj andre har lov til at gå rundt i

24. august - blankt papir

det er bedst at starte med et blankt papir
og høre, om det har noget at sige i dag,
hvilket selvfølgelig enten er en projektion eller en spejling
- siger jeg for ikke at lyde højrøvet -
eller fordi hvad-nu-hvis papiret,
uanset om det er fladtrykt kogt træ eller digitalt blankt

altså hvad nu hvis blankheden rent faktisk havde noget at skulle have sagt?
for så ville det være en anelse spooky,
og så kan man allerede høre psykiateren begynde at lufte tanken om,
at der kunne stilles en diagnose som grænse-skizofren
efter først at have varmet op med:
jeg kan forstå, du hører stemmer, kan du sige lidt mere om det?

hvilket lige pludselig kan blive spooky-ovenpå-spooky,
for hvad nu hvis nogen sagde,
at de indimellem hører samvittighedens stemme tale til dem,
og findes der en diagnose for kronisk samvittighedsramt?
og kan der udskrives et-eller-andet afhængighedsskabende medikament
med en hel masse sindsyge bivirkninger for at dæmpe afvigende mentaliteter?

eller vi kan måske blive helt buddhistiske
og begynde at forholde os til det faktum,
at der konstant kører en indre monolog,
der meget hurtigt kan blive en kakafonisk multidialog
af stemmer, der konstant kværner løs i abehjernen,
og vi kan med fordel begynde at spørge, hvor disse stemmer kommer fra?

og så er der dem, der hårnakket påstår,
at Gud eller Jesus taler til dem,
eller ærkeenglen Gabriel, og så får Profeten lige pludselig en diagnose,
og hvad med alle hunde-heste-kattejerne, der ikke er i tvivl om,
at deres dyr taler til dem og forstår, hvad der bliver sagt,
hvilket selvfølgelig er sort tale, når de blot er biologiske instinkt-maskiner

men de samme skeptiserende blasertheder
har det næste øjeblik med at bruge udtryk om musik og malerier som:
det-dér siger mig zørme en hel masse
– som om det havde lukket munden op og sagt noget beåndet,
hvorefter de straks hiver i land med:
nåja sådan billedligt talt ka’ du nok forstå – ikkesandt!

hvilket bringer mig tilbage til det blanke papir,
for hvis du skal føre en samtale med det,
skal du også være i stand til at holde din kæft
og høre opmærksomt efter, for det råber ikke op i fjæset på dig,
og blankheden er distret grænsende til umærkelig
og stærkt provokerende – og tak skal den ha’ for de

25. august - ekstremiteter

I Yakutsk bliver der så koldt,
at når du slår en fis, så siger den plinge-lingeling
og falder ned som istapper gennem buksebenet.

I Mongoliet har du lov til at være mongolsk
uden at blive drillet for det i skolen
eller blive anbragt på en anstalt for udviklingshæmmede.

I Death Valley kan du spejle æg
på en sten eller på toppen af din cykelhjelm,
hvis du finder det passende at cykle gennem Dødens Dal.

På bunden af Marianergraven
behøver du ikke trykkoger for at lave mad,
og mørklægningsgardiner synes overflødige.

I Sahara er der ikke brug for sandblæsere,
sandkasser, sandpapir eller sandkager,
og sandheden er ikke ilde hørt.

På overfladen af planeten Venus
går alt udstyr i stykker kort tid efter landing,
og begrebet ugæstfrihed får en udvidet betydning.

I Langtbortistan er alting til en side,
og afsides er det samme som her-og-nu
og på det rette sted i tidens fylde.

25. august - spillet

vi lever i de sidste tider,
slutspillet er i spil, selvom spillet er slut,
de falske spillere er ikke længere på hjemmebane,
taskenspillere klimprer endnu for en stund
på det store fingerklaver i den globale spillehal

der spilles op til dance macabre
der spilles på de sorte tangenter på det forstemte klaver,
hvilket indebærer en særlig forstemthed,
en forstemmende stemning af stemmer i folkedybet,
der aldrig er hørt og anerkendt som stemmeberettigede

der er en hel masse, der ikke stemmer,
når der ikke længere tales men blot råbes,
når der ikke ikke længere samtales men skriges i samdrægtighed,
når tavshed ikke længere er guld, og tale ej længere er sølv,
og når mundkurven er det nye normale

hvad taler vi om, hvis vi overhovedet taler?
kommer tale overhovedet på tale i hold-kæft-bolsjernes æra?
hvad stiller mennesket op med sine talegaver i fortielsernes tidsalder,
hvad er telefoner og talerør værd, hvis man ikke kan sige et ord,
og hvis man ikke har noget at sige eller skulle have sagt?

at tale sandt kommer ikke længere på tale,
i løgnens fuldbyrdede tidsalder er sandhed en joke,
magtens talerør kender ikke længere til sandhed,
sandhed er erstattet af korrekthed, følgagtighed og tjenstvillighed,
sundhed er erstattet en syg logik i en sociopatisk hjerne

vi lever i de sidste tider,
hvor de sidste rester af sund fornuft skylles ned
i det samme rør, hvorfra den store brune kloakstrøm
af uniformeret propaganda ankommer på daglig basis
og overskyller talerrør, hørerør og rør til enøjet tunnelsyn

så meget desto mere grund til at gå imod kloakstrømmen
og nægte at æde lort til middag med de fæle
så meget desto mere brug er der for at sige farvel
til automatisk tillid til storskydende pikspillere
og deres duknakkede eftersnakkeres globale casinohal

spillemand spil lystigt op, nu begynder dansen
så meget desto mere grund til ikke at danse til dæmonernes piber,
der leder den usikre-sikre vej til kaos og massemord,
blot fordi The City og Wall Street har sat det på menuen,
og et par slyngelstater har kørt deres beskidte skrot i stilling

26. august - hvis

hvis vi kan skyde tårnet ned
lad os skyde det ned
Hvis vi kan trække stikket ud
lad os trække det helt ud
Hvis vi kan hive tæppet væk
lad os hive det væk underneden

der er ingen grund til at vente,
der er ingen, der venter på os
Der er ingen brug for tilgivelse,
der venter os ingen tilgivelse ovenfra
Der er ingen grund til overbærenhed,
vi har aldrig mødt overbærenhed derfra

hvis vi kan stikke en kæp i hjulet
lad os stikke kæppen helt ind
Hvis vi kan afbryde den onde cirkel
lad os klikke på afbryderen
Hvis vi kan forlange gennemsigtighed og forklaringer
lad os bombardere med forlangender

der er ingen grund til at acceptere bullshit
lad tyren skide i sit eget skideskur
Der er intet, der tyder på imødekommenhed
lad os mødes i selvforståelse
Der er intet, der tyder på automatisk varetagelse
lad os tage vare på os selv

27. august - søvn

jeg sover,
og i min søvn er jeg vågen
til søvnens virke og lighed

jeg flyder,
og i det flydende er jeg klar
i midten af tåger af uklarhed

jeg svæver,
og i svævet er der retning og nærvær
og længsel mod rum, der føles vigtige

jeg drømmer,
og i drømmen er der mening
og overraskelsen er velkendt

jeg driver
og op- og nedstrøm er vandets vilkår
i vejrlig og vildrede

jeg sejler
og i min båd er der altid vandret,
intet vanvid eller vanrøgt er om bord

jeg hviler,
og i dine arme er mening og trøst,
jeg er aldrig alene i min ensomhed

jeg lever,
og i levende live og i sikker forvisning,
er mit ophold på dette sted i sikre hænder

jeg er her endnu
og i erkendelse af overlevelse mod alle odds
er mit håb stedse bekræftet

28. august - 2+2

Én ting er, at folk er ude af stand til at lægge 2-og-2 sammen.
Hvad værre er:
Folk er ikke i besiddelse af hverken 2 eller 2,
så der er ikke noget at lægge sammen.

29. august - foregang

kan nogen fortælle, hvad der foregår?
da der ikke synes at være brugbar respons,
så finder jeg det passende at byde ind

der foregår et slutspil,
hvor den globale deep-state
hiver sine sidste effekter op af bøllehatten

der finder et desperat forsøg sted
på at igangsætte den våde drøm
om en tredje verdenskrig

der udspilles en implementering
af i forvejen simulerede scenarier om et globalt sammenbrud,
det ifølge simulationen skal føre til global deep-states nye verdensorden

der kører en operation med en millennium-dŕøm
om et slutspil, hvor de-dér-kryb, der kalder sig for mennesker,
én-gang-for-alle opgiver ævret og falder til patten

der udrulles et stykke terror-teater,
hvor det er meningen, at menneskekrybet skal
hoppe på baghjulet hos den store bøhmand

meddelelse fra befolkningen til bøhmandens bagland:
sidste salgs+holdbarhedsdato for bøh er overskredet,
vi overgår hermed til begyndelsen til genskabelse af mennesket

30. august - hep-hep

mens de dumme europæere og amerikanere sidder i sofastykket
og hepper på fascist-regeringen i Kiev,
så hepper jeg på de ukrainere, der har gennemskuet det
og de russere, der ønsker dette stykke blodsteater overstået i en fart

mens de dumme europæere sidder i sofastykket
og hepper på europæisk oprustning før en storkrig mod Rusland,
der vil ødelægge alt menneskeliv, som vi kender det i Europa og omegn,
så hepper jeg på snarlig sammenstyrtning af Babelstårnet i Bruxelles

mens de dumme europæere og amerikanere sidder i sofastykket
og hepper på folkemord i Gaza, Iran og Libanon,
så hepper jeg på sammenbrudets Nemesis for skaberne af morderstaten
og morderstatens sponsorer og opdragsgivere

og mens storforbrugerne af dommedagsprofetier fra mainstream og sidestream
sidder i deres sofastykker og marinerer sig selv med undergangsscenarier,
uden at forstå, at de HEPPER på de selvsamme scenarier uden forståelse af,
at det, som de giver deres opmærksomhed er det, der kommer til at ske

så hepper jeg på Dommens Dag, Apokalypsen for skaberne af blodsteatret
i den åbenbart sjældne forståelse af, at apokalypsis betyder tæppefald
eller slørets løft som i Troldmanden fra Oz, der ved tæppefald blot var en ynkelig
svindler uden magt bag sit skræmselsteater

31. august - farvel og goddag

sig farvel til august
sig goddag til træernes mangefarvede blade
og æbler og pærer og sveskeblommer
og 30 kg vindruer på blot én gamme stok
og brombær i massevis

sig ikke farvel til sol og varme endnu
der er endnu halvanden måned med indian summer
og mørkeblå aftenhimle og hidsige hvepse,
der har drukket sig stive i gæret saft
lissom grisen i Emil fra Lönneberg